Delfinen

DR Kirken Faste- og korsvejsgudstjeneste søndag 26. marts 2006 - DR1 kl.14.00

2006-03-26T00:19:00.000-08:00

Præludium: Jesu, dine dybe vunder

Salme: Se, vi går op til Jerusalem - 172

Kyrie
Præsten:
Herre Jesus, Guds Søn,du,
som blev menneske for vor frelses skyld,
vi beder dig: Herre, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os!

Præsten:
Kristus, vor broder i himlen,
du, som har givet os del i livets sejr over døden,
vi beder dig: Kristus, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os!

Præsten:
Herre, du, som sidder ved Faderens højre hånd
og går i forbøn for os,
vi beder dig: Herre, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os! Amen.

Præsten:
Barmhjertige Gud, du kender vore hemmelige tanker, og det inderste i vore ord og gerninger er ikke skjult for dig.Vi bekender, at vi har syndet imod dig og ikke er værd at kaldes dine børn, men uden dig kan vi ikke leve.Derfor beder vi dig: Kast os ikke bort fra dit ansigt, og tag ikke din Helligånd fra os. Du, som tager imod syndere, tag imod os.

Billedmeditation 1 (Tekst nedenfor)
7. station: Jesu død på korset
Mark 15, 33-39

Salme: O hoved, højt forhånet – 193

Billedmeditation 2 (Tekst nedenfor)
8. station: Jesus lægges i graven
Matt 27, 57-60

Salme: Min Jesus, lad mit hjerte få – 217

Evangelielæsning Joh 6, 24-35

Prædiken (Tekst nedenfor)

Salme: Vi rækker vore hænder frem – 367

Kirkebøn
Du giver os livets brød og giver os lov til at smage, at du er tæt på os.
Gud, vi takker dig, fordi du kommer os i møde midt i livets mørke og dødens skygge
- også når vi tror, vi ikke har brug for dig.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Åbn vore øjne, Gud, så vi kan se din kærlighed - midt i vores dagligdag.
Åbn vore ører, så vi kan høre dit ord blive til liv for os.
Åbn vor mund, så vi kan synge med på englenes lovsang og være vidner om det liv, du giver os.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Giv os troen på, at livet aldrig er meningsløst, selv-om det ofte ser sådan ud i en verden, der er fyldt med målelige værdier, som vil tage livets mening fra os.
Gå ind til de undertrykte, de sultende, de sørgende, de bange, de ensomme.
Gå også ind til de magtfulde og til dem, vi og du har betroet retten til at tage beslutninger for andre – hvad enten det er vores dronning eller dem, vi har valgt.
Og hør os et øjeblik, når vi hver for sig i stilhed lægger det frem for dig, som vort hjerte er fyldt med.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Fadervor

Velsignelsen

Meddelelser

Salme: Må din vej gå dig i møde
Må din vej gå dig i møde
og må vinden være din ven
og må solen varme din kind
og må regnen vande mildt din jord
indtil vi ses igen
må Gud holde
holde dig i sin hånd.

fra ”Vi har et håb” - salmehæfte med 45 salmer og sange fra alverden, fås også på CD, udgivet af Kirkefondet 2001. www.kirkefondet.dk

----

Meditationer til Midfaste søndag

7. station: Jesus’ død på korset
Læsning: Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« Mark. 33-39

Meditation
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det.
Men du har jo brudt vores firkantede, begrænsede verden, Jesus,
sådan som du hænger dér på korset og skriger din afmagt ud:
Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du kom med himlen til vor jord og i vort liv, som du hænger dér,
og end ikke korsvejsbilledet kan rumme dig,
for der er mere af dig, end vi kan se.
Og Gud ske lov for det.
Din lidelse kender jeg, og din gudsforladthed går til marv og ben,
helt ind i min egen sjæl, og du skriger med mig i den dybeste afmagt.
Du vidste, hvad vi mennesker har brug for:
ikke en Gud, som sidder fjern i sin himmel,
uberørt af denne verdens rædsler,
men som lider med os i al det meningsløse,
vi møder i dette liv, som du har været med til at skabe så smukt
med mennesket som det forunderligste af alle skabninger.
Hvorfor ødelægger vi så alt for ofte livet for hinanden?
Hvorfor gror misundelsen og mistilliden som kræftsvulster i os?
Hvorfor plager vi livet af hinanden med vores evindelige forsøg på
at skabe hinanden om i vort eget billede?
Hvorfor kan vi ikke tåle, at andre ikke er som os, men alt for let
fordømmer hinanden til evig fortabelse!
Og ved du, at det kan være så svært at fatte,
at Gud er kærlighed, når der sker så meget grusomt rundt om i verden?
Jeg ser det,
ser din krop gennemhullet af vores smerte,
tynget af vores skyld,
og udpint af vores længsel efter en kærlighed,
som tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt,
og som aldrig hører op.
Det er ikke til at se det, hjælp mig derfor til at tro,
at du som korsfæstet er den grænseløse kærlighed af Gud!

8. station: Jesus lægges i graven
Læsning: Da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres.
Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik.
Matt 27, 57-60

Meditation
Nu skulle man tro, vi var ved vejs ende, Jesus!
Død og begravet,
det er jo også min erfaring med mine kære.
og måske er en sten lagt på gravstedet
Ved vejs ende,
og der er ingen vej udenom,
dø skal vi alle.
Og vi får ikke ro i sjælen,
før begravelseshandlingen er foretaget.
Af jord er du kommet,
til jord skal du blive.
Det er det barske vilkår for mange,
som for nogen en lettelse.

De gamle tog imod dig her i landet
og forevigede dig på en sten
et vidnesbyrd om den trøst, du var for vore forfædre,
som også kendte smerten ved at stå ved en grav.

Minderne om vore døde har vi, men vi kan jo ikke leve af dem.
Meningsløsheden kan nemt fylde hjerte, sind og tanke.
Hvorfor denne forgængelighed,
dette uundgåelige tab?

Sorgen, som kan fornemmes som en mur,
en lukket dør ud til det liv,
som på trods af tabet, skal leves videre,
om end på en meget anderledes måde.
Sorgen, som kan gøre vore skridt tunge og vort hjerte tomt,
så vi ikke magter at åbne vores dør ud til de andre,
vi også skal leve med.

Vente og håbe,
er det det, du har sagt?
At du følger os til verdens ende?
At du ikke slipper os af hænde på noget tidspunkt?
Hvilken trøst!
Hvilken glæde!
O, Gud, måtte det være så vel!

Prædiken til Midfaste søndag

Den tid er forbi for os, da Karl Marx’ ord var en slagkraftig modstand mod enhver religion.
Karl Marx sagde, at ”religion er opium for folket”. Han var en af socialismens store skikkelser, og for ham var religion ikke frigørende, men en brugbart redskab i magthavernes hånd for at få styr på folket.
Men nu gælder det slagord i hvert fald ikke længere. Det er ikke længere religion, som er opium for folket i vores lille land, men mad og underholdning.

Søger du efter madopskrifter på internettet i Googles søgemaskine, får du 398.000 links på dansk for madopskrifter. Og fjernsynskanaler er spækket med udsendelser om mad og madlavning, tilberedt på den mest lækre måder med de mest udsøgte kvalitetsråvarer, så munden løber i vand bare ved at se på det og læse opskrifterne.

Mennesket lever ikke af brød alene, nej, men vi lever dog også af brød. Og der er meget fokus på mad og ikke mindst slankekure for tiden. Vi skulle jo nødig sulte os slanke, som mennesker gør mange steder på jordkloden.

Vi har brug for brød, som føde til rette tid. Vi kan ikke leve uden.
Om vi får visdom af det, fortæller madopskrifterne ikke noget om. Om vi lever evigt, tror vi vel ikke på. Bare vi overlever med et lækkert og delikat tilberedt måltid, så tror jeg, mange vil være rigtig godt tilfreds med tilværelsen.

Og så synes jeg, den velnærede dansker er for nøjsom. Hvorfor går vi kun op i at spise SHOWTIME-brød, som jeg vil kalde den daglige kost på morgen – og middagsbordet.
Livet er da fedt, det kalder på mere end Showtime, det kalder på LIFETIME-brød, som er mere end at leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

Vi ligner i mangt og meget det israelittiske folk på deres ørkenvandring sammen med Moses, som det fortælles om i Bibelen i 2 Mosebog.
Ørkenvandringen skulle ende i Kana'ans land, som flød med mælk og honning.
Det gik bare for langsomt for folket, og de blev også utilfredse med bespisningen.
Til trods for at de længtes efter det hellige land og var draget af sted med Moses for at slippe for slaveri i Ægypten, så kunne de meget let fristes til at længes efter Ægyptens kødgryder. For dér fik de dog noget at spise og blev mætte i deres ufrie slavetilstand.
Moses havde ført dem i frihed i ørkenen, men det var en frihed, hvor der var madrationer, de ikke kunne lægge til side, ikke oplagre til næste dag. Og de kunne ikke vide, om de overhovedet fik noget den næste dag.
Jo, Gud havde hørt, hvordan israelitterne gav ondt af sig, men de var jo ikke døde af sult, og Herren skulle da nok sørge for dem dag for dag.
De ville ikke få problemer med vægten, ingen behov for slankekure, men fik det, hver især kunne spise. Guds omsorg var stor, og ingen behøvede at lide nød.

Til sammenligning hører vi om, at det vrimler med mennesker omkring Jesus. De havde forinden oplevet det under, at Jesus havde bespist 5000 med kun fem bygbrød og to fisk.
Men de ville have mere. De ville se mere. De ville have, at Jesus var som en anden Moses, der gav forfædrene himmelsk brød.

”Jeg er livets brød,” sagde han.
Og vi ved siden hen, at han henviser til sin død på korset. Det er, hvad han stadig kan tilbyde:
Sit liv som brød til verden, til alle. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, siger Jesus.

Mange mennesker har givet deres liv for andre, sat livet til for at redde andres liv. Det er ikke noget nyt. Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder. - Det synes vi alle om. Når det gælder, vil vi kæmpe for vores familie, og måske for folk og fædreland!
I hvert fald for det, vi har kært.

Sådan kan det være med vores vovemod og heltedåd, når det gælder. Vi kan gå i døden for at lade andre leve, - indtil de dør. Det er vores begrænsning, som man ikke på nogen måde skal kimse af. Det er flot, det er ædelt.
Men vi dør ikke for alle. Og dem, vi har kær, dør jo en skønne dag.
Jesus sætter livet til for alle, for at vi alle skal leve, selv om vi skal dø. Det er budskabet om livets brød, Jesus Kristus.

Indtil vor død har vi brug for det daglige, jordiske brød og må arbejde for det. Vi må også ihærdigt arbejde for, at dette brød er til at spise for alle uden vækstfremmer eller andre medicinrester. Det skal være nærende og sundt. Det er vores gerning at sørge for det. Det var også det, folk ønskede af Jesus. Showtime-brød.

Og hvis Gud er kærlig, lader han ikke mennesker sulte ihjel af mangel på dette brød.
Men se, det er så ikke Guds gerning at afhjælpe den form for brødnød, det er vores gerning.
Her nytter det ikke, at vi lægger ansvaret fra os. Guds gerning er derimod, at vi tror på ham, han har udsendt.
Gud giver os troen, så vi tror Jesus, at han er brødet fra himlen, som kan stille vores åndelige sult, give os livsmod og livskraft, få os til at tørste efter livet, give os trøst i al det meningsløse, håb i al det håbløse og Guds fred i dødens stund.
Se, det er Lifetime, det er Guds gerning, som er større end den, vi kan gøre ved at mætte de sultne eller sætte livet til for andre, indtil de dør.

Der er som sagt noget nøjsomt og beskedent over mennesket.
Billederne af det israelitiske folk, der samles omkring Moses, og flokken, som samles om Jesus siger mig, at mennesket er alt for beskedent i sit forhold til Gud. Vi gør alt for ofte Gud for lille og kræver for lidt, til trods for at Jesus har givet os tegn, som rummer det, der er større end det vi kan se og måle og gribe om.

Når nu troen på Jesus kan mætte vor sjæl med tro, med håb og med kærlighedens himmelske brød, det evige liv. Hvorfor så bede om mindre? Hvorfor kun arbejde på Showtime-brød og skuespil,
mætte maver og underholdning. Hvorfor leve for at spise og blive underholdt. Er livet ikke mere end mad.
Jesus sætter sig selv i centrum for at give os mere, end hvad vi forlanger, give os det, vi ikke kan undvære, livets brød. Lifetime-Brødet til evigt liv.

Jeg læste forleden følgende notits på en internetside, og jeg citerer: ”Danskerne bliver federe og federe, og næsten alle danskere kunne trænge til et sundt "serviceeftersyn" af madvanerne.” Citat slut! – Det er godt nok, og det er vigtigt, så længe det varer i showtime.

Men så tænkte jeg ved mig selv. Det kunne måske også være, vi trængte til et sundt ”serviceeftersyn” af vores tro i Lifetime.
For hvad og hvem er det egentlig, vi tror på?
Se, det er fastetidens spørgsmål, som det nok kunne være godt at eftertænke i en stille stund.
Fastetidens bibelske læsninger peger hen på begivenhederne langfredag med Jesus’ død og påskedag, hvor det forkyndes, at han er opstået af graven.

Vi er nu i en forberedelsestid kirkeligt set, hvor faste både kan være den konkrete handling at være nøjsom i valg af mad på middagsbordet. Og faste kan være det at overveje, hvordan vi lever vort liv, om det drejer sig for meget om os selv og for lidt om de andre.
Og faste er også, som jeg har valgt at gøre i de fire DR-gudstjenester her i marts måned, at vandre med Jesus på hans korsvej og lade mig sige af den skæbne, Jesus fik og bede om, at den må være os alle til fred og glæde, nu og i al evighed. Guds fred og alt godt! Amen.

DR Kirken Faste- og korsvejsgudstjeneste søndag 19. Marts 2006 - DR1 kl.14.00

2006-03-19T14:08:00.000-08:00

Men du gjorde da, hvad du skulle.

Undskyld! men jeg bliver lidt sarkastisk, soldaternes hånlige afklædning af dig smitter.

Nu står du ligesom klovnen i cirkus, som synger på sidste vers, tager tøj og maske af, så vi kan se, hvem du i virkeligheden er.

Der er også nogen, som påstår, at du ikke døde, men i nattens mulm og mørke flygtede bort med Maria Magdalene. Man skal høre meget, før ørerne falder af.

Jamen, jeg under dig da gerne at kunne leve sammen med en kvinde. Det kan jo godt blive for meget med al den mandehørm, 12 disciple - det er ligesom et fodboldhold med reserve og dig som træner. Og faktisk er der flere, der dyrker fodbolden end de dyrker dig. Så det ku være, du skulle gå til bolden og ikke til korset, det vil der være større succes ved - lige i øjeblikket, i hvert fald.

Men hvis du virkelig har lavet det forsvindingsnummer med Maria, står jeg her og føler mig gjort til grin og taget ved næsen.

For så er det så revnede ligegyldigt med din person og hele den kirkelige cirkusforestilling.

Jeg vil da ellers sige dig, vi hygger os rigtigt godt her i det kristne firma! Nerverne står tit på højkant, når vi taler om dig. Adrenalinen ruller i blodet, så du holder os i hvert fald i livet på den måde. Splid og ballade mellem mennesker i alle kirkelige retninger og foreninger, for vi søger jo alle sandheden, ved du nok, og nogen er bedre til at tale for sig end andre.

Og det siger jeg dig, vi er alle rigtig gode til at give hinanden det røde kort og dømme hinanden ude af banen.

Men lad os gå videre, Jesus, i håb om, at du ikke svigter mig!

Prædiken
Der er nu noget fantastisk og meget positivt ved mennesket. Vi vil sandheden - vil vi - af et godt hjerte. Og hvad er smukkere end det menneske, som vil sandheden. Hvad er skønnere end det menneske, som vil det absolutte. Det, der ikke er til at tage fejl af, det fuldkomne!

Mennesker har søgt ud af, ud i verdensrummet, som vores berømte astronom Tycho Brahe gjorde det, som en af de første med sin kikkert. Pludselig opdagede han en ny brik i verdensrummets puslespil, som ingen havde set før, en super nova. Og ønsket om at finde nye brikker til dette puslespil, om at finde sandheden om universet og om mennesket - det tog til, og mennesket har søgt ud i universets mørke for at blive oplyst af det uendelige i håb om at finde sandheden.

Og mennesker søger indad - ind i sig selv for dér at håbe på at finde det sande, det skønne, det fuldkomne. Og mennesket bliver ved med at søge indad, om det dog kunne lykkes at finde det absolutte, finde Gud i sig selv.

Det er ikke lykkedes endnu at finde sandheden ude i universet eller inde i menneskets sjæl. Der opstår altid det problem - med vores erfaring burde vi kende problemet - at sandheden, som vi vil den på egen hånd, ikke altid stemmer overens med vores nabos opfattelse af sandheden.

Mellem os mennesker vil sandheden altid være relativ, med fejl og mangler og ikke fuldkommen. Men det er ikke så nemt at indrømme eller indse for os selv. Det må være de andre, der tager fejl. Og det kan der blive megen ballade om og kævl og strid.

Jesus møder sine landsmænd i skænderi om, hvem der er de rigtige overfor Gud. For 14 dage siden fortalte jeg om Jesus' disciple, som skændtes om, hvem af dem, der var størst i Guds Rige.

Der er ikke meget HERO over de mennesker, som Bibelen her giver et billede af. Men jeg synes, det er en ret virkelighedstro beskrivelse.

Da Jesus skyder med skarpt overfor sine landsmænd og kalder dem løgnere og djævelens børn, fordi de ikke tror ham, at han er af Gud, bliver der krig på kniven. Nogle af dem mener, at man ikke kan tro, at Jesus er Guds søn, og samtidig påberåbe sig, at man hører til det jødiske folk med Abraham som stamfar. Jesus anses nemlig for at være en løgner, fordi han påstår, han er af Gud. Ja, man kalder ham en samaritaner, og det var et skældsord dengang; for samaritanerne var en befolkningsgruppe, som ikke blev anset for at tilhøre Guds udvalgte folk; samaritanerne var vantro.

Da Jesus blev født, fik menneskeheden guddommeligt besøg på en helt konkret måde. Gud blev menneske. Men når han ikke accepteres og tros som sådan, så påstår Jesus, at man ikke kan være ægte børn af Abraham; for Abraham fik nemlig også guddommeligt besøg, og Abraham tog imod Gud. Altså, hvis man tager imod Jesus, kan man med rette kalde sig et ægte barn af Abraham.

Nu er der ikke nogen af os, der ellers kalder os for kristne, der går rundt og kalder os Abrahams børn. Det kunne være et interessant eksperiment at gøre det, for så ville vi se os selv som brødre og søstre til både jøder og muslimer.

Men Jesus, hvad med Jesus!

Vi kunne jo kalde ham for en profet, et særlig godt menneske nærmest til fuldkommenhed, som vi kan bruge som forbillede for de gode gerninger, vi burde gøre, og som vi med vores samvittighed godt kender til. Der er bare det, at det gode, som vi vil, det gør vi ikke, og det onde, som vi ikke vil, det gør vi, som apostlen Paulus siger det.Men Guds Søn, Guds billede, "Jeg og faderen er ét", som Jesus siger, den sandhed kan være svær at sluge.

"Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?" Sådan spurgte man Jesus. Og sådan et kringlet spørgsmål kan jo ikke modsiges: "Har vi ikke ret i …?"Oversat til nutidsdansk ville spørgsmålet ikke længere være et spørgsmål, men en konstatering:"Jesus, vi har ret i, at du spotter Gud ved at gøre dig selv til Gud. Du skal ikke komme og fornægte og håne vores tro, for så er du en løgner, Jesus".
Og her stod kampen så, uafgjort, mellem Jesus og hans eget folk, indtil Jesus hang på korset og så ud som om han havde tabt kampen om sandheden.

Og det ser ud til at kampen om sandheden endnu ikke er ophørt. Nu føres den ikke så meget mellem Gud og mennesker, men mellem mennesker indbyrdes. Det er ikke altid, mennesker bruger ordet Gud i denne kamp. Så er det i hvert fald gud med lille g, Og gud er det, vores hjerte hænger ved, det vi ikke kan undvære eller leve uden. Gud som den krog, vi hænger vores egen sandhed op på som om den er fuldkommen. Og jeg spørger mig selv, om vi nogensinde bliver så oplyste, så vi indser, at kampen om sandheden er tabt på forhånd.

Jesus er i dagens bibelord overordentlig provokerende: "Hvis Gud var jeres far, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet," siger han.Med disse ord tvinger han også os ud i et valg mellem liv eller død, sandhed eller løgn, et valg mellem at tro ham som Kristus, Guds søn eller tro os selv, som dem, der selv kan finde frem til sandheden. Og provokerende påstår han, at vi i forvejen har valgt døden, løgnen og djævelens parti.

Ofte hænder det, at vi med den ubehagelige sandhed hængende i øregangene ikke hører resten af historien om Gud og os, ikke hører den gode historie, som den jo er, at Kristus med sin død forbarmer sig over os og giver os sandheden, sig selv.

Jeg vil lige komme med et konkret eksempel, som vi kan læse i samme kapitel af Johannesevangeliet, som dagens evangelium også står i.

Det handler om, at Jesus griber nogle mennesker i at handle i løgn og ondskab, selvom de tror, de handler i sandhedens navn.

Og eksemplet handler om, at Jesus på forhånd har gennemskuet os, set vores ufuldkommenhed, vores forsøg på at eje sandheden, men at han vender vores ondskab og fejl til det gode, ser os, som vi skulle være og lader tilgivelsens lys drive al ondskab bort.

Eksemplet er historien om de skriftkloge og farisæerne, som kom med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud; de stillede hende foran Jesus og sagde til ham: "Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?" Det sagde de for at sætte ham på prøve, så de kunne anklage ham. Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren. Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: "Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende." Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden.
Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham.Jesus rettede sig op og sagde til hende: "Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?" Hun svarede: "Nej, Herre, ingen." Så sagde Jesus: "Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere."

Og så tænker jeg, om det ikke var forsøget værd at stille sig ind i lyset af Jesus' kors, lade ham, som blev hånet og pint og plaget og klædt af til skindet, oplyse os og frigøre os fra vores indbildning og magtbegær, at vi har sandheden på vores side; for den opfattelse holder så vidt jeg ved ikke i det lange løb.

Og måske vil det gavne os i lyset af korset, at vi dagligt i vores stille sind bad: Fadervor, du som er i himlene, ske din vilje som i himlen, således også på jorden! Amen.

DR Kirken faste- og korsvejsgudstjeneste 12. Marts 2006 - DR1 kl.14.00

2006-03-11T15:24:00.000-08:00

Præludium: Jesu, dine dybe vunder

Salme: Se, vi går op til Jerusalem - 172

Kyrie
Præsten:
Herre Jesus, Guds Søn,
du, som blev menneske for vor frelses skyld,
vi beder dig: Herre, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os!

Præsten:
Kristus, vor broder i himlen,
du, som har givet os del i livets sejr over døden,
vi beder dig: Kristus, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os!

Præsten:
Herre, du, som sidder ved Faderens højre hånd
og går i forbøn for os,
vi beder dig: Herre, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os! Amen.

Præsten:
Barmhjertige Gud, du kender vore hemmelige tanker, og det inderste i vore ord og gerninger er ikke skjult for dig.
Vi bekender, at vi har syndet imod dig og ikke er værd at kaldes dine børn, men uden dig kan vi ikke leve.
Derfor beder vi dig: Kast os ikke bort fra dit ansigt, og tag ikke din Helligånd fra os. Du, som tager imod syndere, tag imod os.

Billedmeditation 1 (Se nedenfor)
3. station: Simon af Kyrene hjælper Jesus
(Mark 15,20-21)

Salme: Hil dig, Frelser og Forsoner - 192

Billedmeditation 2 (Se nedenfor)
4. station: Jesus trøster Jerusalems kvinder
(Luk 23,27-28)

Salme: Aldrig er jeg uden våde – 644

Evangelielæsning Mark 9, 14-24
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«
Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«
Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.
Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«

Prædiken (Se nedenfor)

Salme: Vi rækker vore hænder frem – 367

Kirkebøn
Gud, vi beder dig, fordi vi ikke kan andet:
Hjælp os til at indse, at vort liv er i dine hænder - at du kan det, vi ikke kan selv.
Giv os din tro, Gud, når vor egen ikke slår til.
Lær os at være åbne for dig, så vi kan høre, når du taler til os, og føle din kærlighed varme i os.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Brug os, Gud, i dit evige skaberværk, til at sprede tro, håb og kærlighed ud i verden.
Send os ud i verden og lad os tænde lys, hvor der er mørke.
Brug os til at give modløse mod, håbløse håb, livløse liv - og give sørgende trøst, syge lindring og døende håb om evigt liv hos dig.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Tal dit ord til små og til de mennesker, vi kalder store.
Giv styrke til de svage - og til dem, der har magt til at tage beslutninger på andres vegne.
Giv din kirke liv, Gud - så vi kan leve i den og gå ud i verden med dit glade budskab.
Og hør os et øjeblik, når vi hver for sig i stilhed lægger det frem for dig, som vort hjerte er fyldt med.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Fadervor

Velsignelsen

Meddelelser

Salme: Herre, jeg vil gerne takke – 697

_____

Meditationer til 2. søndag i fasten

3. station: Simon fra Kyrene hjælper Jesus med at bære korset
Læsning: Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. Mark 15,20-21

Meditation
Du kom bare forbi, Simon af Kyrene!
Om du havde stået og set på afstand, ved jeg ikke,
men pludselig blev du viklet ind i en masseprocession
med soldater og kommandoråb!
Men mod magthavernes terror formår ingen at slippe,
heller ikke du slap fri.
Kristi kors måtte du bære,
helt uskyldig blev du korsbærer for Kristus.
Mon det var af medlidenhed,
soldaterne tog korset fra Kristus
og lagde det på dine skuldre?
Jeg tror det ikke. Det var bare hård business!
Det gik simpelthen for langsomt med Kristus.
De skulle jo have overstået korsfæstelsen inden mørkets frembrud.
Kristus slæbte sig af sted,
og plaget og pisket gik hans korsvandring i stå.
Så kom du helt tilfældigt forbi,
og blev et tvungent offer, som ikke kunne sige fra,
ikke stille noget op mod soldaternes magtudøvelse.

Sært nok, Simon af Kyrene,
er du klar over, at du reddede livet ved at bære Kristi kors?
Mon du fatter højden og dybden og bredden af den handling?
Hvis du havde nægtet, tror jeg, du var blevet slået ihjel,
som et tilfældigt menneske, der ikke vil makke ret.
Men tvunget af omstændighederne måtte du bære korset til Golgata.

Hvilken lykke, Simon!
For Kristus bar du korset helt bogstaveligt.
Om det fik nogen betydning for dig senere, ved jeg ikke.
Men jeg ved, at apostlen Paulus kendte din søn, Rufus,
og kaldte ham ”den udvalgte i Herren”.
Så måske ved du, at Kristus i ånden i dag siger til os:
”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv
og daglig tage sit kors op og følge mig!”
At det ikke er Kristi kors, men vort eget, vi skal bære,
og det er så rigeligt endda, selv om det er en helt anden situation end din dengang.
Vort eget kors
- er det ikke de snærende bånd,
alt det, vi helst vil undgå, døden ikke mindst
- er det ikke de mennesker, der altid er i vejen,
eller det, der forhindrer os i at udvikle os selv,
for at vi kan få et lykkeligt liv?
Hvis vi ikke tager vort eget kors op og ansvaret for vort eget liv,
vil det få store og ulykkelige konsekvenser for andre mennesker!
Har jeg ret?
Du nikker, Simon!

4. station: Jesus trøster Jerusalems kvinder
Læsning: En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! Luk 23,27-28

Meditation
Jerusalem, dit liv er i fare!
Splittet er du i had og hævn og misundelse.
Tredelt er du mellem grædemur, kirketårn og kuppelmoske.

Hvor er den menneskelighed, som du skulle bære i dit hjerte.
Uden erkendelse af skyld og medansvar ser det sort ud for dig, Jerusalem.
Dine kvinder græder over Jesus,
men til hvad nytte?
Er det blot for at dække over det ansvar for jeres egne børn,
som de med dig, Jerusalem, ikke tør tage.
Hvad er det dog for en dæmonisk ånd, som råder i dig,
og som dine børn får med sig med modermælken.
Sandt er Jesus’ opfordring: Græd over dig selv og dine børn.
Hvordan kan du svigte dine børn i kærlighedens tjeneste,
hvordan kan du se dine børn vansmægte i et samfund,
som opfordrer til hævn.
Køreplan for fred, siger du. Det lyder interessant.
Viljen ser Vorherre på, som man siger.
Så hvor er der vilje, er der vej, ikke sandt!
Eller er det for optimistisk!

Over dig, Jerusalem, er himlen mørk af røgen
fra afbrændte huse, udbrændte busser,
og af blodet, der råber til himlen.

Græd, Jerusalem, græd over dig selv og dine børn.
Du har meget at indhente,
så der er brug for dine tårer,
både ved grædemuren, i kirkerne og moskeen.

Prædiken til 2. søndag i fasten – DR-Kirken
Ved Susanne Fabritius de Tengnagel

Når jeg hører beretningerne i Bibelen om Jesus, der helbreder et menneske fra en sygdom, tænker jeg med taknemmelighed: Gud ske lov, at Gud har øje for hvert eneste menneske.

Hvilken lykke, at kristendommens hovedperson, Jesus Kristus, med sig selv, sine ord og gerninger, sin død og opstandelse giver mig et sådan kærlighedsbillede af Gud som den, der har kærlighed til det enkelte menneske.

Med alle de store problemer, der er opstået i forbindelse med afbildning af profeten Mohammed og for muslimer en forhånelse af deres allerhelligste profet, står vi kristne i en helt anden situation i vores forhold til Jesus.
Vi kan sige: Det var Gud, der begyndte at afbillede sig selv. Det står for Guds egen regning, hvilket billede han har givet af sig selv i mennesket Jesus Kristus.

Der vil nok være nogen iblandt os, som ikke synes, det er nok forholde sig til det billede, Bibelen giver af Jesus, når Bibelen ikke kan danne grundlag for en videnskabelig analyse om sandheden om Jesus.
Og det er selvfølgelig kristendommens svaghed ikke at kunne bevise hverken Guds eksistens eller bevise, at Jesus er Guds billede; eller som apostlen Paulus skriver om Jesus i sit brev til menigheden i Kolossa: ”Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus. For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod.”

Som jeg har det i dag, og om jeg brugte mit hoved og min sunde fornuft til at modsige og modbevise, vil jeg ikke selv kunne komme på et bedre og mere hengivent og kærlighedsfuldt billede af Gud end det, Bibelen lægger frem for os.
Til trods for, at den tanke og tvivl da også dukker op i mig fra tid til anden og overmander mig med spørgsmålet: Er det virkelig sandt, at Jesus er Guds udtrykte billede af sig selv, og det billede, som Gud ønsker at give af sig selv til mennesket?

Jesus standsede altid op, hvor andre gik forbi. Jesus gik til syge spedalske, som råber om hjælp. Andre mennesker turde ikke røre ved dem i den tro, at de straks blev smittet, og de spedalske blev samlet i lejre, så de raske vidste, hvor de havde dem. Jesus gik til den lamme mand, som i 38 år havde ligget ved en hellig dam. Bethesda Dam havde det ry, at når vandet pludselig kom i bevægelse ville den første, som kom ned i vandet, blive rask af hvilken sygdom han eller hun end led af. Men det siger jo sig selv, at et menneske, der er lam, aldrig vil være den første i dammen, hvis ingen hjalp ham. Jesus er den første, som ser den lamme, som den han er. Jesus ser igennem fingre med, om manden skulle have begået en eller anden synd, som sygdommen var en straf for. Jesus ser manden og gør ham rask, selv om han ikke har bedt Jesus om det. Det lå måske helt uden for hans fantasi, at hans tilværelse kunne blive anderledes.

Og så hører vi om, at Jesus mødte en stor flok mennesker, som var fulde af smerte og fortvivlelse, og ikke mindst en far til en syg dreng. De havde håbet, at Jesus’ disciple kunne drive den onde ånd ud af drengen, så han kunne blive rask, men de kunne ikke. Og jeg tror, at de alle ellers havde regnet med, at disciplene havde tro nok, som kunne fjerne sygdomsbjerget i drengen.

I dag ville man nok stille den diagnose på drengen, at han led af epilepsi i svær grad. Men for 2000 år siden var man helt sikker på, at en ond ånd herskede i drengen. Og man var sikkert også overbevist om, at det enten var drengens egen skyld eller hans fars skyld ellers farfars skyld, at han var så syg, og at han selv måtte bære den skyld. Sygdom blev opfattet som straf for onde handlinger.
Og mon ikke vi kan finde den samme ubarmhjertige opfattelse hos os i dag. Den er ikke sådan at få udryddet.

Vi bliver i hvert fald dag ud og dag ind advaret mod en usund levevis, som kan betyde, at vi bliver syge og kan risikere at dø, og det er så vores egen skyld.
Vi må hverken ryge eller rejse eller drikke, men skal jogge rundt i skoven mindst en halv time hver dag. Hvis vi overholder disse bud, vil vi mindske risikoen for at få kræft eller anden dødelig sygdom. Men lader vi hånt om budene, så ligger vi, som vi har redt. Sygdommen, hvis den rammer os, er straffen for et usundt liv.

Der er en vis lethed i vores omgang med livet på den måde. Selv om det er dybt alvorligt med alt det, som kan ramme vores sundhed og gøre livet smertefuldt, så er vi gode til at glemme eller fortrænge, at vi er dødelige. Og det kors, vi bærer på, er ikke at vi skal dø, men tolkes som snærende bånd, der hindrer os i at gøre, hvad vi vil og forhindrer os i at udvikle os selv, så vi kan få et lykkeligt liv.

Vi burde engang imellem se os selv lidt mere i et historisk perspektiv og måske få smilet frem og være taknemmelige for det liv, vi har.

I år er det Renæssanceår, som fejres mange steder i landet. Renæssancetiden i Danmark fra 1500 til 1650 var en tid med opdagelser og analyser af universet og i menneskelegemet. Naturvidenskaben blomstrede op på en helt anden måde, end man havde set før. Og vi har til fulde stadigvæk gavn af den udvikling, som blev sat i gang, ikke mindst inden for lægevidenskaben og helbredelse af sygdomme.
Der kom nye tider for kirkelivet, så man ikke længere på ugudelig vis kunne købe sig en plads i himlen, selv om det var det bedste sted at være, for pesten hærgede, så folk døde som fluer. Og mottoet for den tid var: Husk, du skal dø! – på latin hedder det: Memento Mori.

Tænk, at man i en tid, hvor gennemsnitsalderen var 30 år, gjorde meget ud af at minde hinanden om, at livet var forgængeligt. Det var vigtigt for Renæssancemennesket at have sit forhold til Gud i orden. Det var vigtigt, at man inden sin død, ja at man på sit dødsleje, hvis det var muligt, nåede at bekende sin synder og modtage syndsforladelse.

Det er den omvendte verden med os i dag. Nu lever vi med en gennemsnitsalder på o. 77 år, mod 43 år for befolkningen i Afghanistan, og der arbejdes hårdt på at finde ud af, hvordan vi kan forlænge livet.
Talen om synd og forholdet til Gud, tør vi så ikke tale for højt om til andre, selv om det kan være det, der i virkeligheden plager os allermest. For er der en nådig Gud for mig! Og hvis vi ikke taler højt om det eller i det mindste ikke taler med præsten om det, får vi ikke bekræftende svar, og livet kan ende så mistrøstigt.

Hvad med troen? – Er den en mulighed for livsforlængelse.
Troen er jo oppe i tiden. Jo mere tro, jo bedre liv. Kan det passe?
Hvad med den stakkels fars tro?

Der er et pudsigt replikskifte mellem faderen og Jesus, som giver udtryk for, at faderen misforstår Jesus, og som mange efter ham har knækket både nakken og troen på.

Faderen, som ikke kender Jesus, siger: ”Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.”Jesus sagde til ham: ”Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.” Straks råbte drengens far: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”
Faderen troede, at det var hans egen tro, som kunne helbrede sønnen. Det var det, han troede, Jesus sagde.
Men det var det ikke. Så stor en belastning lægger Jesus ikke på vores skuldre, at vores tro skal kunne helbrede vore børn eller os selv. Tænk, hvis vi ind imellem tvivlede, hvad jeg nok vil mene kan hænde for enhver. Ville det så være vores egen skyld, at vi ikke blev helbredt?
Jesus ved, at menneskets tro er vakkelvoren og tvivlsom, ja, til tider vantro.
Når Jesus så siger: ”Alt er muligt for den, der tror”, så er det ham selv, han taler om, og ikke faderen, og hans tro. Og så ser sagen heldigvis helt anderledes ud. Så har vi fået en tro, vi kan bygge vort liv på, også når det hele ramler om ørerne på os. Vi har Jesus’ tro at have tillid til, ikke vores egen, heldigvis. Amen.

Hjemmesideadresser

2006-03-07T17:54:00.000-08:00

http://fabritius.blogspot.com/

http://www.sitecenter.dk/susannefabritius/

DR Kirken faste- og korsvejsgudsteneste 5. Marts 2006 - DR1 kl.14.00

2006-03-07T04:15:00.000-08:00

ved sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel

Præludium: Jesu, dine dybe vunder

Velkomst

Salme: Se, vi går op til Jerusalem - 172

Kyrie
Præsten:
Herre Jesus, Guds Søn,
du, som blev menneske for vor frelses skyld,
vi beder dig: Herre, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os!

Præsten:
Kristus, vor broder i himlen,
du, som har givet os del i livets sejr over døden,
vi beder dig: Kristus, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os!

Præsten:
Herre, du, som sidder ved Faderens højre hånd
og går i forbøn for os,
vi beder dig: Herre, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os! Amen.

Præsten:
Barmhjertige Gud, du kender vore hemmelige tanker, og det inderste i vore ord og gerninger er ikke skjult for dig.
Vi bekender, at vi har syndet imod dig og ikke er værd at kaldes dine børn, men uden dig kan vi ikke leve.
Derfor beder vi dig: Kast os ikke bort fra dit ansigt, og tag ikke din Helligånd fra os. Du, som tager imod syndere, tag imod os.

Billedmeditation 1 (se nedenfor)
1. station: Jesus bliver dømt til døden
(Matt 27,22-26)

Salme: Rettens spir det alt er brækket - 187

Billedmeditation 2 (se nedenfor)
2. station: Jesus modtager korset
(Joh 19,16-17)

Salme: Se, hvor nu Jesus træder – 176 v.1-7

Evangelielæsning Luk 22,24-32

Prædiken (se nedenfor)

Salme: Vi rækker vore hænder frem – 367

Kirkebøn
Herre, vor Gud, vi lægger denne dag i dine hænder.
Vær med alle, der lider nød, vær med dem, der må flygte fra krig og undertrykkelse.
Vær med dem, der forfølges på grund af hudfarve, køn og tro.
Vær med dem, der bliver misbrugt og mishandlet,
dem, der lider under tortur.
Derom beder vi.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn: - 419
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Vær med din kirke ud over jorden og os i den.
Lad enheden blandt det kristne folk styrkes og være til velsignelse for alle, der lider nød.
Styrk os i troen på, at det aldrig er forgæves at forkynde dit ord, så det kan være det lys for mennesker, der lever i mørke og dødens skygge.
Derom beder vi.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Vær med din Ånd til stede, hvor mennesker er kaldet eller valgt til at bestemme for andre, for dem der styrer og regerer vort land.
Hjælp os alle at leve vort liv i ansvarlighed og i trofasthed.
Og hør os et øjeblik, når vi hver for sig i stilhed lægger det frem for dig, som vort hjerte er fyldt med.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Fadervor

Velsignelsen

Meddelelser

Salme: Herre, du vandrer forsoningens vej – 613

----------------------------------------------

Meditationer til 1. søndag i fasten

1. station: Jesus bliver dømt til døden
Læsning: Pilatus spurgte dem: ”Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?” De sagde alle: Han skal korsfæstes!” Han spurgte: ”Hvad ondt har han da gjort?” Men de råbte blot endnu højere: ”Han skal korsfæstes!” Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: »Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.« Matt 27,22-24.

Meditation
Pilatus, Pilatus, se, hvad du gør!
du løber fra dit ansvar.
Du vasker dine hænder!
Uskyldig, siger du! Du!
Du, som lige har sagt, at du ikke finder Jesus skyldig i noget.
Du, som har magt til at sætte folk i rette og på plads,
må da også være mand for en sølle uro blandt folket.

Herre Gud da! Er du så svagt et menneske,
handlingslammet og konfliktsky - ude af stand til at stå ved dine ord.
Du, som handler på kejserens vegne, burde vide bedre.
Hvordan kan du få dig selv til at lytte til gadens parlament.
Det plejer der ikke at komme noget godt ud af.
Det kan ikke være folkets sag, hvilken dom Jesus skal dømmes med.
Du ved ligeså godt som jeg, at det aldrig vil gå godt.
Det er for farligt, Pilatus, at overlade Jesus til folket.
Den ene dag råber folket: Hosianna, hil dig, vor konge!
Den anden dag vil de af med ham, fordi han ikke lever op til deres forventninger om,
hvad en konge og hersker skal være i deres øjne.

Pilatus, du er en klog mand,
hold dig til din første dom, at Jesus er uskyldig,
og handl derefter!
Vis du er en mand og ikke en ussel svækling!
gør dig ikke skyldig i Jesus’ død!

Hvad siger du? Jeg kan sagtens, siger du.
Jeg kan sagtens stå på afstand og dømme din svaghed, siger du!
Om jeg vil være i dit sted, Pilatus!
Nej tak!

2. station: Jesus modtager korset
Læsning: Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata. Joh 19,16-17

Meditation
Nu begynder din vandring, Jesus,
ad smerternes gade, Via Dolorosa!
Solen er ellers stået op, det er morgen, Jesus,
fuglene kvidrer, blomsterne åbner deres blade mod sollyset.
Livet bryder frem, og ingen skabning kender dagens slutning.
Livet går sin vante gang, som om intet er hændt.
Men du kender dagen helt til ende, Jesus,
en lang dag venter dig, og du ved det.
En lang og mørk dag trods en solrig morgenstund.
Ak, hvilken dom, hvilken skæbne!
Og vi ved det godt, alt for godt,
at Pilatus ikke kunne have forhindret din smertens vej!
Du har selv forudsagt den, mange gange har du talt om denne dag,
men ingen fattede alvoren i din forudsigelse,
ikke engang dine nære disciple fattede den.
At det skulle komme så vidt, at du skulle bære dit kors til Golgata!
Hvilken dom, hvilken skæbne!
Ved du, hvor du går hen, Jesus?
Til Hovedskalsstedet!
Og er du klar over, at du er på vej ud
til den offentlige begravelsesplads for forbrydere,
som ikke får deres egen grav.
Hovedskalsstedet er en massegrav, Jesus!

Se, hvordan folk flokkes på vejen.
Et mylder af mennesker vil se dig bære dit kors!
Men ingen tør træde i dit sted, Jesus!
Ingen tilbyder dig at bære dit kors.
Det hviskes i krogene, der sladres om dig i mørket:
Det er jo nok din egen skyld!
Hvilken elendighed, hvilken smerte må du ikke bære
hele vejen ad smerternes gade – Via Dolorosa!

Prædiken til 1. søndag i fasten

Indledning til DVD: 0:00 - 0:57

Vi skal se os lidt omkring i dag – ikke inden for Danmarks grænser, men udenfor. Min prædiken begynder med filmbilleder fra en indisk kristen menighed, som holder gudstjeneste. En ung dansk mand, som hedder Anders, går i en kirke i byen Vellore i provinsen Tamil Nadu i det sydøstlige del af Indien. Filmen er lavet for Folkekirkens Nødhjælp i forbindelse med Sogneindsamlingen i dag.
___

Der er altså kristne andre steder i verden end i Danmark.
Og der er kirkegængere andre steder end i Danmark,
som hører det samme budskab som vi gør om Guds nåde mod os,
om Jesus, som påtog sig en tjeners skikkelse,
Og der er mennesker andre steder i verden, som også hører budskabet til trøst og fred og glæde, og som påvirkes af det ikke kun for deres egen skyld, men også for medmenneskets skyld, om at vi skal udvise kærlighed mod vor næste.

Hvordan kærlighed, kunne man så spørge?
Er det som manden i Benny Andersens digt ”Godhed”?
En mand vil så gerne være god, men han er for genert til at være det, når andre ser på det.
Når han står foran spejlet helt alene og breder armene ud og øver sig i at være god, så går det rigtig godt.
Han er bedst, når han er helt alene.
Og jeg tror, alle kan trække på smilebåndet af det, og jeg tror, at de fleste af os godt ved, at manden har ret. Det med at være god, det vil vi så gerne, ingen tvivl om det, men det er bedst alene, eller skulle man sige: Det er nemmest at være god alene.
Når det andet menneske kommer i vejen, kan der pludselig være så mange undskyldninger, og det bliver jo så besværligt. Jeg har ikke tid. En anden gang! Jeg er lige i færd med at hyppe mine kartofler.
Går vi uden for i det offentlige rum og breder vores arme ud mod andre mennesker, så tror jeg, vi kan forandre verden en lille smule, og vi selv kan blive forandret. Og det er måske det sværeste.
For tænk, om vi kom til at ændre mening om de andre og den anden, vi ikke kender og derfor kan være lidt bange for.
Hvis vi prøvede at efterleve Benny Andersens gode mand, som han står og breder armene ud og gik vores medmenneske i møde på den måde, så har vi ikke noget forsvarsværn, hvis den fremmede skulle have onde hensigter. Vi kunne også risikere, at den fremmede også bredte armene ud og omfavnede os.

Selvfølgelig er det muligt at holde vores religion inde bag vores private fire vægge, så den ikke får indflydelse på vores måde at tænke og leve på ude i det offentlige rum, men så er det for mig at se ikke kristendom, der tales om. For kristendommens budskab rækker altid ud af mod det andet menneske, i fællesskab, i ærligt møde med den anden, i tillid til den anden. Og centrum er ikke mig og dig og vi to, men Gud og dig og mig. Enhver af os kommer altid i tredje række i en kristen forståelse af det at være menneske i forhold til Gud og vores medmennesker.

Det var en særlig stærk oplevelse for mig, da jeg første gang så den film, vi ser nogle klip af i dag.. Jeg som borger i et af verdens økonomisk rigeste lande hører det samme evangelium som de indiske borgere, hvis økonomiske velstand er meget, meget ringe. Kirkegængere i Danmark og kirkegængere i Indien er pludselig i samme båd.
Fælles er vi i glæden over Guds kærlighed til os, og fælles er vi om at tage ansvar for vore handlinger, brede armene ud i det i offentlige rum og forkynde for alle, at Jesus gør en altafgørende forskel i menneskers liv. Og vi er kaldede til som kirke over landegrænserne at bane vejen for denne forskel: Lindre menneskers sorg og smerte, mætte de sultne, hjælpe de nødlidende, tage os af fattige og og syge, de fremmede og faderløse.
Eller som profeten Esajas skriver om det at faste: Så siger Herren: "Den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg;"

I det offentlige indiske rum har demokratiet i det store og hele fungeret, siden landet blev uafhængigt i 1947. Men ikke alle er lige i det indiske demokrati. 25% af de indiske borgere er stadigvæk undertrykt af det hinduistiske, religiøse system, det såkaldte kastesystem. Og selv om den indiske grundlov har forbudt dette i over 50 år, tilskyndet til det af den store statsmand Ghandi, så er det tankevækkende, at religionen har stor indflydelse i det offentlige rum.
Man fødes ind i en kaste. Der er ingen muligheder for at forlade den eller for at slutte sig til den.
De kasteløse lever under apartheid-lignende forhold, hvor de diskrimineres på næsten alle områder. Kasteløse må ikke spise sammen med folk fra en højere kaste eller bruge den samme brønd.

Jeg vil vove den påstand, at der i Danmark ikke er 25% af indbyggerne, som er undertrykt, sådan som de kasteløse i Indien. Vi har en tro på, at hvis vi vil, kan vi hjælpe de svageste i samfundet til at få det bedre. Vi skal i hvert fald prøve og anstrenge os for det. Medmenneskeligheden og respekten for det enkelte menneske har indtil i dag været et godt varemærke, om jeg så må sige.
Vores høje skatteprocent giver penge i den fælles kasse, så alle uden undtagelse kan få lægehjælp og gratis behandling på sygehuset. Og jeg tror, de fleste af os vil sige: Det manglede da bare!

En af kristentroens kerneydelser at for mig at kunne hjælpe mennesker i nød. Og det kan vi ikke altid i vores private hjem, men må tage det offentlige rum i brug til det til fælles bedste for os alle.
Det er at brede favnen ud og kunne rumme andre end os selv.
Og for mig er det et konkret billede på den tjenerstatus, som Jesus påtog sig, og som han befaler, vi skal ligne. Og det er ikke for at vi skal gøre os fortjente til at stige de guddommelige grader. For de findes slet ikke i Guds rige. Men kunne det tænkes, at vi bare var lidt taknemmelige for det liv, vi har fået givet, så vi havde lidt glæde tilovers til andre?

Indledning til DVD 4:07 – 5:11
Vi skal igen deltage i den indiske gudstjeneste og høre sidste del af præstens prædiken.

--------------
Evangeliet om at tjene, at dele og om at være solidarisk!

Jeg har læst om, at vores meget respektfulde og jordnære Dronning Ingrid, dronning Margrethes mor, ønskede en bestemt bibeltekst læst ved sin begravelse. Mens konger og dronninger og prinser og prinsesser og mange andre fornemme og magtfulde folk fra Danmark, Europa, ja hele verden fulgte med i begravelseshandlingen, fortalte præsten, kongelig konfessionarius Christian Thodberg, at Dronning Ingrid havde bestemt, at han skulle slutte sin tale over hende med evangeliet, vi hører i dag, om at tjene, om at dele og om at være solidarisk.

Jesus kalder os til dette, en slags programerklæring for det liv, vi som kirke og enkeltpersoner skal leve. Jeg ved godt, jeg ikke når langt med en sådan erklæring overfor Gud, men mon ikke det er værd at prøve at efterleve den for andres skyld?

Sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel, 2006

Kristusbærere

2005-05-23T17:37:00.000-07:00

Meditation ”Om at være Kristusbærer”

Temaet til i aften er, som skrevet på forsiden af gudstjenestebladet: Om at være Kristusbærer.
Og for at illustrere det, har jeg sat et billede af den gravide Jomfru Maria, som besøger Elisabeth, sådan som vi hørte om det i bibelteksten.
Kunstmaleren Peter Paul Rubens vil med sit maleri fortælle, at Maria er Kristusbærer. Det er egentlig helt logisk, Maria bærer Kristus i sig, som den vordende mor hun er på billedet.
Kunstmalerens billede er en del af en stor altertavle, hvor der er flere billeder, der skal beskrive det at være Kristusbærer.

Jeg har her en lille kopi af altertavlen, og på den venstre låge ser vi Jomfru Maria. På den højre side ser vi Maria og Josef inde i templet, hvor den gamle mand, Simeon, tager imod Jesusbarnet og velsigner det. Også han kaldes en Kristusbærer. Når jeg lukker altertavlen, ser man to andre motiver, det ene er den hellige Kristoforus, som bærer Jesus på sine skuldre, og det andet er en eneboer med en lysende lygte. Også de er Kristusbærere.
Eneboeren bærer nemlig lyset frem i mørket, og vi skal huske Jesu egne ord om sig selv, som han siger: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.

At være Kristusbærer, hvad vil det så sige for os i dag.
Helt enkelt er det at fortælle om Guds kærlighed, sådan som Jesus har fortalt og levet denne kærlighed ud, altid den, der satte mennesker højere end love og regler og selv satte sit liv til for mennesket, for os. For den sande kærlighed er at give sit liv for at andre kan leve.
I skal lige se op. Her på denne mindetavle har vi en kopi af den store altertavle, som maleren Rubens malede. Her ser vi midterstykket i altertavlen – ikke med de tre personer, men motivet af den døde Jesus, som bliver båret ned af korset. Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket.
Ham, der døde på korset, sagde om sig selv: Jeg er verdens lys.
Og han sagde også noget om os mennesker: I er verdens lys. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.
At være Kristusbærer er at være lys i verden. Det er at være budbringere om Jesus og det er at være den, der ikke slukker andres lys, ikke ødelægger livet for andre, men gør det muligt, at andre mennesker kan glæde sig over livet.
Og når vi nu sidder i stilhed, har vi mulighed for at se i vort indre, hvad vi har gjort for et andet menneske, så det blev ked af det, eller fortvivlet, og hvad vi kan gøre for at mennesker, vi lever sammen med, kan mærke, at vi bærer Guds kærlighed i os, at vi gør en glædelig forskel, sådan som følgende bøn lyder:

Herre, gør mig til redskab for din fred
hvor der er had, lad kærligheden råde.
Hvor der er uretfærdighed, tilgivelse.
Hvor der er mørke, lys.
Hvor der er fortvivlelse, håb.
Hvor der er sorg, glæde.
O, guddommelige Herre,
lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste.
Ikke så meget søge at blive forstået som at forstå,
ikke så meget søge at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, at vi modtager,
det er ved at tilgive at vi tilgives,
det er ved at dø at vi fødes til evigt liv.