DR Kirken Faste- og korsvejsgudstjeneste søndag 26. marts 2006 - DR1 kl.14.00

Præludium: Jesu, dine dybe vunder

Salme: Se, vi går op til Jerusalem - 172

Kyrie
Præsten:
Herre Jesus, Guds Søn,du,
som blev menneske for vor frelses skyld,
vi beder dig: Herre, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os!

Præsten:
Kristus, vor broder i himlen,
du, som har givet os del i livets sejr over døden,
vi beder dig: Kristus, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os!

Præsten:
Herre, du, som sidder ved Faderens højre hånd
og går i forbøn for os,
vi beder dig: Herre, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os! Amen.

Præsten:
Barmhjertige Gud, du kender vore hemmelige tanker, og det inderste i vore ord og gerninger er ikke skjult for dig.Vi bekender, at vi har syndet imod dig og ikke er værd at kaldes dine børn, men uden dig kan vi ikke leve.Derfor beder vi dig: Kast os ikke bort fra dit ansigt, og tag ikke din Helligånd fra os. Du, som tager imod syndere, tag imod os.


Billedmeditation 1 (Tekst nedenfor)
7. station: Jesu død på korset
Mark 15, 33-39

Salme: O hoved, højt forhånet – 193

Billedmeditation 2 (Tekst nedenfor)
8. station: Jesus lægges i graven
Matt 27, 57-60

Salme: Min Jesus, lad mit hjerte få – 217

Evangelielæsning Joh 6, 24-35

Prædiken (Tekst nedenfor)

Salme: Vi rækker vore hænder frem – 367

Kirkebøn
Du giver os livets brød og giver os lov til at smage, at du er tæt på os.
Gud, vi takker dig, fordi du kommer os i møde midt i livets mørke og dødens skygge
- også når vi tror, vi ikke har brug for dig.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Åbn vore øjne, Gud, så vi kan se din kærlighed - midt i vores dagligdag.
Åbn vore ører, så vi kan høre dit ord blive til liv for os.
Åbn vor mund, så vi kan synge med på englenes lovsang og være vidner om det liv, du giver os.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Giv os troen på, at livet aldrig er meningsløst, selv-om det ofte ser sådan ud i en verden, der er fyldt med målelige værdier, som vil tage livets mening fra os.
Gå ind til de undertrykte, de sultende, de sørgende, de bange, de ensomme.
Gå også ind til de magtfulde og til dem, vi og du har betroet retten til at tage beslutninger for andre – hvad enten det er vores dronning eller dem, vi har valgt.
Og hør os et øjeblik, når vi hver for sig i stilhed lægger det frem for dig, som vort hjerte er fyldt med.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Fadervor

Velsignelsen

Meddelelser

Salme: Må din vej gå dig i møde
Må din vej gå dig i møde
og må vinden være din ven
og må solen varme din kind
og må regnen vande mildt din jord
indtil vi ses igen
må Gud holde
holde dig i sin hånd.

fra ”Vi har et håb” - salmehæfte med 45 salmer og sange fra alverden, fås også på CD, udgivet af Kirkefondet 2001. www.kirkefondet.dk

----

Meditationer til Midfaste søndag

7. station: Jesus’ død på korset
Læsning: Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« Mark. 33-39

Meditation
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det.
Men du har jo brudt vores firkantede, begrænsede verden, Jesus,
sådan som du hænger dér på korset og skriger din afmagt ud:
Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du kom med himlen til vor jord og i vort liv, som du hænger dér,
og end ikke korsvejsbilledet kan rumme dig,
for der er mere af dig, end vi kan se.
Og Gud ske lov for det.
Din lidelse kender jeg, og din gudsforladthed går til marv og ben,
helt ind i min egen sjæl, og du skriger med mig i den dybeste afmagt.
Du vidste, hvad vi mennesker har brug for:
ikke en Gud, som sidder fjern i sin himmel,
uberørt af denne verdens rædsler,
men som lider med os i al det meningsløse,
vi møder i dette liv, som du har været med til at skabe så smukt
med mennesket som det forunderligste af alle skabninger.
Hvorfor ødelægger vi så alt for ofte livet for hinanden?
Hvorfor gror misundelsen og mistilliden som kræftsvulster i os?
Hvorfor plager vi livet af hinanden med vores evindelige forsøg på
at skabe hinanden om i vort eget billede?
Hvorfor kan vi ikke tåle, at andre ikke er som os, men alt for let
fordømmer hinanden til evig fortabelse!
Og ved du, at det kan være så svært at fatte,
at Gud er kærlighed, når der sker så meget grusomt rundt om i verden?
Jeg ser det,
ser din krop gennemhullet af vores smerte,
tynget af vores skyld,
og udpint af vores længsel efter en kærlighed,
som tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt,
og som aldrig hører op.
Det er ikke til at se det, hjælp mig derfor til at tro,
at du som korsfæstet er den grænseløse kærlighed af Gud!


8. station: Jesus lægges i graven
Læsning: Da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres.
Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik.
Matt 27, 57-60

Meditation
Nu skulle man tro, vi var ved vejs ende, Jesus!
Død og begravet,
det er jo også min erfaring med mine kære.
og måske er en sten lagt på gravstedet
Ved vejs ende,
og der er ingen vej udenom,
dø skal vi alle.
Og vi får ikke ro i sjælen,
før begravelseshandlingen er foretaget.
Af jord er du kommet,
til jord skal du blive.
Det er det barske vilkår for mange,
som for nogen en lettelse.

De gamle tog imod dig her i landet
og forevigede dig på en sten
et vidnesbyrd om den trøst, du var for vore forfædre,
som også kendte smerten ved at stå ved en grav.

Minderne om vore døde har vi, men vi kan jo ikke leve af dem.
Meningsløsheden kan nemt fylde hjerte, sind og tanke.
Hvorfor denne forgængelighed,
dette uundgåelige tab?

Sorgen, som kan fornemmes som en mur,
en lukket dør ud til det liv,
som på trods af tabet, skal leves videre,
om end på en meget anderledes måde.
Sorgen, som kan gøre vore skridt tunge og vort hjerte tomt,
så vi ikke magter at åbne vores dør ud til de andre,
vi også skal leve med.

Vente og håbe,
er det det, du har sagt?
At du følger os til verdens ende?
At du ikke slipper os af hænde på noget tidspunkt?
Hvilken trøst!
Hvilken glæde!
O, Gud, måtte det være så vel!


Prædiken til Midfaste søndag

Den tid er forbi for os, da Karl Marx’ ord var en slagkraftig modstand mod enhver religion.
Karl Marx sagde, at ”religion er opium for folket”. Han var en af socialismens store skikkelser, og for ham var religion ikke frigørende, men en brugbart redskab i magthavernes hånd for at få styr på folket.
Men nu gælder det slagord i hvert fald ikke længere. Det er ikke længere religion, som er opium for folket i vores lille land, men mad og underholdning.

Søger du efter madopskrifter på internettet i Googles søgemaskine, får du 398.000 links på dansk for madopskrifter. Og fjernsynskanaler er spækket med udsendelser om mad og madlavning, tilberedt på den mest lækre måder med de mest udsøgte kvalitetsråvarer, så munden løber i vand bare ved at se på det og læse opskrifterne.

Mennesket lever ikke af brød alene, nej, men vi lever dog også af brød. Og der er meget fokus på mad og ikke mindst slankekure for tiden. Vi skulle jo nødig sulte os slanke, som mennesker gør mange steder på jordkloden.

Vi har brug for brød, som føde til rette tid. Vi kan ikke leve uden.
Om vi får visdom af det, fortæller madopskrifterne ikke noget om. Om vi lever evigt, tror vi vel ikke på. Bare vi overlever med et lækkert og delikat tilberedt måltid, så tror jeg, mange vil være rigtig godt tilfreds med tilværelsen.

Og så synes jeg, den velnærede dansker er for nøjsom. Hvorfor går vi kun op i at spise SHOWTIME-brød, som jeg vil kalde den daglige kost på morgen – og middagsbordet.
Livet er da fedt, det kalder på mere end Showtime, det kalder på LIFETIME-brød, som er mere end at leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

Vi ligner i mangt og meget det israelittiske folk på deres ørkenvandring sammen med Moses, som det fortælles om i Bibelen i 2 Mosebog.
Ørkenvandringen skulle ende i Kana'ans land, som flød med mælk og honning.
Det gik bare for langsomt for folket, og de blev også utilfredse med bespisningen.
Til trods for at de længtes efter det hellige land og var draget af sted med Moses for at slippe for slaveri i Ægypten, så kunne de meget let fristes til at længes efter Ægyptens kødgryder. For dér fik de dog noget at spise og blev mætte i deres ufrie slavetilstand.
Moses havde ført dem i frihed i ørkenen, men det var en frihed, hvor der var madrationer, de ikke kunne lægge til side, ikke oplagre til næste dag. Og de kunne ikke vide, om de overhovedet fik noget den næste dag.
Jo, Gud havde hørt, hvordan israelitterne gav ondt af sig, men de var jo ikke døde af sult, og Herren skulle da nok sørge for dem dag for dag.
De ville ikke få problemer med vægten, ingen behov for slankekure, men fik det, hver især kunne spise. Guds omsorg var stor, og ingen behøvede at lide nød.

Til sammenligning hører vi om, at det vrimler med mennesker omkring Jesus. De havde forinden oplevet det under, at Jesus havde bespist 5000 med kun fem bygbrød og to fisk.
Men de ville have mere. De ville se mere. De ville have, at Jesus var som en anden Moses, der gav forfædrene himmelsk brød.

”Jeg er livets brød,” sagde han.
Og vi ved siden hen, at han henviser til sin død på korset. Det er, hvad han stadig kan tilbyde:
Sit liv som brød til verden, til alle. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, siger Jesus.

Mange mennesker har givet deres liv for andre, sat livet til for at redde andres liv. Det er ikke noget nyt. Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder. - Det synes vi alle om. Når det gælder, vil vi kæmpe for vores familie, og måske for folk og fædreland!
I hvert fald for det, vi har kært.

Sådan kan det være med vores vovemod og heltedåd, når det gælder. Vi kan gå i døden for at lade andre leve, - indtil de dør. Det er vores begrænsning, som man ikke på nogen måde skal kimse af. Det er flot, det er ædelt.
Men vi dør ikke for alle. Og dem, vi har kær, dør jo en skønne dag.
Jesus sætter livet til for alle, for at vi alle skal leve, selv om vi skal dø. Det er budskabet om livets brød, Jesus Kristus.

Indtil vor død har vi brug for det daglige, jordiske brød og må arbejde for det. Vi må også ihærdigt arbejde for, at dette brød er til at spise for alle uden vækstfremmer eller andre medicinrester. Det skal være nærende og sundt. Det er vores gerning at sørge for det. Det var også det, folk ønskede af Jesus. Showtime-brød.

Og hvis Gud er kærlig, lader han ikke mennesker sulte ihjel af mangel på dette brød.
Men se, det er så ikke Guds gerning at afhjælpe den form for brødnød, det er vores gerning.
Her nytter det ikke, at vi lægger ansvaret fra os. Guds gerning er derimod, at vi tror på ham, han har udsendt.
Gud giver os troen, så vi tror Jesus, at han er brødet fra himlen, som kan stille vores åndelige sult, give os livsmod og livskraft, få os til at tørste efter livet, give os trøst i al det meningsløse, håb i al det håbløse og Guds fred i dødens stund.
Se, det er Lifetime, det er Guds gerning, som er større end den, vi kan gøre ved at mætte de sultne eller sætte livet til for andre, indtil de dør.

Der er som sagt noget nøjsomt og beskedent over mennesket.
Billederne af det israelitiske folk, der samles omkring Moses, og flokken, som samles om Jesus siger mig, at mennesket er alt for beskedent i sit forhold til Gud. Vi gør alt for ofte Gud for lille og kræver for lidt, til trods for at Jesus har givet os tegn, som rummer det, der er større end det vi kan se og måle og gribe om.

Når nu troen på Jesus kan mætte vor sjæl med tro, med håb og med kærlighedens himmelske brød, det evige liv. Hvorfor så bede om mindre? Hvorfor kun arbejde på Showtime-brød og skuespil,
mætte maver og underholdning. Hvorfor leve for at spise og blive underholdt. Er livet ikke mere end mad.
Jesus sætter sig selv i centrum for at give os mere, end hvad vi forlanger, give os det, vi ikke kan undvære, livets brød. Lifetime-Brødet til evigt liv.

Jeg læste forleden følgende notits på en internetside, og jeg citerer: ”Danskerne bliver federe og federe, og næsten alle danskere kunne trænge til et sundt "serviceeftersyn" af madvanerne.” Citat slut! – Det er godt nok, og det er vigtigt, så længe det varer i showtime.

Men så tænkte jeg ved mig selv. Det kunne måske også være, vi trængte til et sundt ”serviceeftersyn” af vores tro i Lifetime.
For hvad og hvem er det egentlig, vi tror på?
Se, det er fastetidens spørgsmål, som det nok kunne være godt at eftertænke i en stille stund.
Fastetidens bibelske læsninger peger hen på begivenhederne langfredag med Jesus’ død og påskedag, hvor det forkyndes, at han er opstået af graven.

Vi er nu i en forberedelsestid kirkeligt set, hvor faste både kan være den konkrete handling at være nøjsom i valg af mad på middagsbordet. Og faste kan være det at overveje, hvordan vi lever vort liv, om det drejer sig for meget om os selv og for lidt om de andre.
Og faste er også, som jeg har valgt at gøre i de fire DR-gudstjenester her i marts måned, at vandre med Jesus på hans korsvej og lade mig sige af den skæbne, Jesus fik og bede om, at den må være os alle til fred og glæde, nu og i al evighed. Guds fred og alt godt! Amen.