DR Kirken Faste- og korsvejsgudstjeneste søndag 19. Marts 2006 - DR1 kl.14.00

Præludium: Jesu, dine dybe vunder

Salme: Se, vi går op til Jerusalem - 172

Kyrie
Præsten:
Herre Jesus, Guds Søn,
du, som blev menneske for vor frelses skyld,
vi beder dig: Herre, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os!

Præsten:
Kristus, vor broder i himlen,
du, som har givet os del i livets sejr over døden,
vi beder dig: Kristus, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os!

Præsten:
Herre, du, som sidder ved Faderens højre hånd
og går i forbøn for os,
vi beder dig: Herre, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os! Amen.

Præsten:
Barmhjertige Gud, du kender vore hemmelige tanker, og det inderste i vore ord og gerninger er ikke skjult for dig.
Vi bekender, at vi har syndet imod dig og ikke er værd at kaldes dine børn, men uden dig kan vi ikke leve.
Derfor beder vi dig: Kast os ikke bort fra dit ansigt, og tag ikke din Helligånd fra os. Du, som tager imod syndere, tag imod os.

Billedmeditation 1 (Tekst se nedenfor)
5. station: Jesus bliver naglet til korset
(Luk 23, 33-34)

Salme: Naglet til et kors på jorden – 195

Billedmeditation 2 (Tekst se nedenfor)
6. station: Jesus bliver berøvet sine klæder
(Joh 19, 23-24)

Salme: jeg råber fast, o Herre – 497

Evangelielæsning Joh 8, 42-51

Prædiken (Se nedenfor)

Meditativ musikindslag

Kirkebøn
Gud, vi bliver så let forvirrede!
Her troede vi, at livet handler om at leve ud fra vort eget hjerte - og så fortæller du os, at det er dit hjerte, vi skal leve i.
Giv os kræfter, Gud, til at besinde os - giv os mod til at indrømme, at vi ikke er så store, som vi gerne vil være - giv os tro, så vi kan leve det liv, du giver os.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Du lod din egen søn gå i døden, for at vi kunne leve.
Vær med os i det liv og gør os til nye mennesker.
Vær med vor dronning og alle dem, der har magt - giv dem og os styrke til at leve i dig.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Vær med din kirke her og overalt i verden.
Tænd dit lys, hvor der er mørke, hvor der er nød, krig, ulykker, sygdom eller ensomhed. Lad dit ord slå rod i vore hjerter, Gud.
Og hør os et øjeblik, når vi hver for sig i stilhed lægger det frem for dig, som vort hjerte er fyldt med.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Fadervor

Velsignelsen

Meddelelser

Salme: Du satte dig selv i de nederstes sted – 260

--------------------------


Meditationer

5. station: Jesus bliver korsfæstet
Tekstlæsning: Luk 23, 33-34:
Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør."

Meditation
Jeg bryder mig altså ikke om at se dig blive pint og plaget, Jesus. Og her med billedet af en bøddel, som knæler på dine arme og tvinger dig til korset.
Jeg synes, jeg har set det før eller er det efter, at uskyldige menneskers frihed knægtes!
Din lidelseshistorie vækker ubehag i mig.Ikke din lidelse som sådan, for egentlig kan det være ligegyldigt, hvordan du døde, stenet, hængt eller korsfæstet.
Men det er sandheden om mig selv, jeg tænker på.Kunne jeg også blive en bøddel og udføre onde handlinger på kommando?
Hvilken rædsel, hvis det forholder sig sådan!

Det er da godt, at du blev korsfæstet for 2000 år siden, Jesus!
Det ville slet ikke have gået her i Danmark i dag. Vi går jo ikke ind for dødsstraf, og du ville sikkert været blevet dømt til forvaring på Skt. Hans som en sindsforvirret person eller psykopat, du ved, sådan et menneske, som ikke har erkendelse af nogen skyld, det er altid til andres skyld.
For var det ikke det, du var, uden skyld, Jesus?

Når det går vildt til her i landet, bliver der kastet med tomater og sprøjtet med maling.
Vi er jo sådan et umådelig fredeligt folkefærd med et nationalt-kristeligt sindelag, som lettere forarges over, at stakkels dyr vanrøgtes, end at børn misbruges seksuelt.
Hva? - lyder det ulogisk og umenneskeligt?


6. station: Jesus bliver berøvet sine klæder
Tekstlæsning: Joh 19, 23-24: Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: "Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den." For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: "De delte mine klæder imellem sig, da de kastede lod om min klædning." Det gjorde soldaterne altså.



Meditation
Nå, Jesus! så er det bal snart forbi.

Men du gjorde da, hvad du skulle.

Undskyld! men jeg bliver lidt sarkastisk, soldaternes hånlige afklædning af dig smitter.

Nu står du ligesom klovnen i cirkus, som synger på sidste vers, tager tøj og maske af, så vi kan se, hvem du i virkeligheden er.

Der er også nogen, som påstår, at du ikke døde, men i nattens mulm og mørke flygtede bort med Maria Magdalene. Man skal høre meget, før ørerne falder af.

Jamen, jeg under dig da gerne at kunne leve sammen med en kvinde. Det kan jo godt blive for meget med al den mandehørm, 12 disciple - det er ligesom et fodboldhold med reserve og dig som træner. Og faktisk er der flere, der dyrker fodbolden end de dyrker dig. Så det ku være, du skulle gå til bolden og ikke til korset, det vil der være større succes ved - lige i øjeblikket, i hvert fald.

Men hvis du virkelig har lavet det forsvindingsnummer med Maria, står jeg her og føler mig gjort til grin og taget ved næsen.

For så er det så revnede ligegyldigt med din person og hele den kirkelige cirkusforestilling.

Jeg vil da ellers sige dig, vi hygger os rigtigt godt her i det kristne firma! Nerverne står tit på højkant, når vi taler om dig. Adrenalinen ruller i blodet, så du holder os i hvert fald i livet på den måde. Splid og ballade mellem mennesker i alle kirkelige retninger og foreninger, for vi søger jo alle sandheden, ved du nok, og nogen er bedre til at tale for sig end andre.

Og det siger jeg dig, vi er alle rigtig gode til at give hinanden det røde kort og dømme hinanden ude af banen.

Men lad os gå videre, Jesus, i håb om, at du ikke svigter mig!

Prædiken
Der er nu noget fantastisk og meget positivt ved mennesket. Vi vil sandheden - vil vi - af et godt hjerte. Og hvad er smukkere end det menneske, som vil sandheden. Hvad er skønnere end det menneske, som vil det absolutte. Det, der ikke er til at tage fejl af, det fuldkomne!

Mennesker har søgt ud af, ud i verdensrummet, som vores berømte astronom Tycho Brahe gjorde det, som en af de første med sin kikkert. Pludselig opdagede han en ny brik i verdensrummets puslespil, som ingen havde set før, en super nova. Og ønsket om at finde nye brikker til dette puslespil, om at finde sandheden om universet og om mennesket - det tog til, og mennesket har søgt ud i universets mørke for at blive oplyst af det uendelige i håb om at finde sandheden.

Og mennesker søger indad - ind i sig selv for dér at håbe på at finde det sande, det skønne, det fuldkomne. Og mennesket bliver ved med at søge indad, om det dog kunne lykkes at finde det absolutte, finde Gud i sig selv.

Det er ikke lykkedes endnu at finde sandheden ude i universet eller inde i menneskets sjæl. Der opstår altid det problem - med vores erfaring burde vi kende problemet - at sandheden, som vi vil den på egen hånd, ikke altid stemmer overens med vores nabos opfattelse af sandheden.

Mellem os mennesker vil sandheden altid være relativ, med fejl og mangler og ikke fuldkommen. Men det er ikke så nemt at indrømme eller indse for os selv. Det må være de andre, der tager fejl. Og det kan der blive megen ballade om og kævl og strid.

Jesus møder sine landsmænd i skænderi om, hvem der er de rigtige overfor Gud. For 14 dage siden fortalte jeg om Jesus' disciple, som skændtes om, hvem af dem, der var størst i Guds Rige.

Der er ikke meget HERO over de mennesker, som Bibelen her giver et billede af. Men jeg synes, det er en ret virkelighedstro beskrivelse.

Da Jesus skyder med skarpt overfor sine landsmænd og kalder dem løgnere og djævelens børn, fordi de ikke tror ham, at han er af Gud, bliver der krig på kniven. Nogle af dem mener, at man ikke kan tro, at Jesus er Guds søn, og samtidig påberåbe sig, at man hører til det jødiske folk med Abraham som stamfar. Jesus anses nemlig for at være en løgner, fordi han påstår, han er af Gud. Ja, man kalder ham en samaritaner, og det var et skældsord dengang; for samaritanerne var en befolkningsgruppe, som ikke blev anset for at tilhøre Guds udvalgte folk; samaritanerne var vantro.

Da Jesus blev født, fik menneskeheden guddommeligt besøg på en helt konkret måde. Gud blev menneske. Men når han ikke accepteres og tros som sådan, så påstår Jesus, at man ikke kan være ægte børn af Abraham; for Abraham fik nemlig også guddommeligt besøg, og Abraham tog imod Gud. Altså, hvis man tager imod Jesus, kan man med rette kalde sig et ægte barn af Abraham.

Nu er der ikke nogen af os, der ellers kalder os for kristne, der går rundt og kalder os Abrahams børn. Det kunne være et interessant eksperiment at gøre det, for så ville vi se os selv som brødre og søstre til både jøder og muslimer.

Men Jesus, hvad med Jesus!

Vi kunne jo kalde ham for en profet, et særlig godt menneske nærmest til fuldkommenhed, som vi kan bruge som forbillede for de gode gerninger, vi burde gøre, og som vi med vores samvittighed godt kender til. Der er bare det, at det gode, som vi vil, det gør vi ikke, og det onde, som vi ikke vil, det gør vi, som apostlen Paulus siger det.Men Guds Søn, Guds billede, "Jeg og faderen er ét", som Jesus siger, den sandhed kan være svær at sluge.

"Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?" Sådan spurgte man Jesus. Og sådan et kringlet spørgsmål kan jo ikke modsiges: "Har vi ikke ret i …?"Oversat til nutidsdansk ville spørgsmålet ikke længere være et spørgsmål, men en konstatering:"Jesus, vi har ret i, at du spotter Gud ved at gøre dig selv til Gud. Du skal ikke komme og fornægte og håne vores tro, for så er du en løgner, Jesus".
Og her stod kampen så, uafgjort, mellem Jesus og hans eget folk, indtil Jesus hang på korset og så ud som om han havde tabt kampen om sandheden.

Og det ser ud til at kampen om sandheden endnu ikke er ophørt. Nu føres den ikke så meget mellem Gud og mennesker, men mellem mennesker indbyrdes. Det er ikke altid, mennesker bruger ordet Gud i denne kamp. Så er det i hvert fald gud med lille g, Og gud er det, vores hjerte hænger ved, det vi ikke kan undvære eller leve uden. Gud som den krog, vi hænger vores egen sandhed op på som om den er fuldkommen. Og jeg spørger mig selv, om vi nogensinde bliver så oplyste, så vi indser, at kampen om sandheden er tabt på forhånd.

Jesus er i dagens bibelord overordentlig provokerende: "Hvis Gud var jeres far, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet," siger han.Med disse ord tvinger han også os ud i et valg mellem liv eller død, sandhed eller løgn, et valg mellem at tro ham som Kristus, Guds søn eller tro os selv, som dem, der selv kan finde frem til sandheden. Og provokerende påstår han, at vi i forvejen har valgt døden, løgnen og djævelens parti.

Ofte hænder det, at vi med den ubehagelige sandhed hængende i øregangene ikke hører resten af historien om Gud og os, ikke hører den gode historie, som den jo er, at Kristus med sin død forbarmer sig over os og giver os sandheden, sig selv.

Jeg vil lige komme med et konkret eksempel, som vi kan læse i samme kapitel af Johannesevangeliet, som dagens evangelium også står i.

Det handler om, at Jesus griber nogle mennesker i at handle i løgn og ondskab, selvom de tror, de handler i sandhedens navn.

Og eksemplet handler om, at Jesus på forhånd har gennemskuet os, set vores ufuldkommenhed, vores forsøg på at eje sandheden, men at han vender vores ondskab og fejl til det gode, ser os, som vi skulle være og lader tilgivelsens lys drive al ondskab bort.

Eksemplet er historien om de skriftkloge og farisæerne, som kom med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud; de stillede hende foran Jesus og sagde til ham: "Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?" Det sagde de for at sætte ham på prøve, så de kunne anklage ham. Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren. Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: "Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende." Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden.
Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham.Jesus rettede sig op og sagde til hende: "Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?" Hun svarede: "Nej, Herre, ingen." Så sagde Jesus: "Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere."

Og så tænker jeg, om det ikke var forsøget værd at stille sig ind i lyset af Jesus' kors, lade ham, som blev hånet og pint og plaget og klædt af til skindet, oplyse os og frigøre os fra vores indbildning og magtbegær, at vi har sandheden på vores side; for den opfattelse holder så vidt jeg ved ikke i det lange løb.

Og måske vil det gavne os i lyset af korset, at vi dagligt i vores stille sind bad: Fadervor, du som er i himlene, ske din vilje som i himlen, således også på jorden! Amen.