DR Kirken faste- og korsvejsgudstjeneste 12. Marts 2006 - DR1 kl.14.00

Præludium: Jesu, dine dybe vunder

Salme: Se, vi går op til Jerusalem - 172

Kyrie
Præsten:
Herre Jesus, Guds Søn,
du, som blev menneske for vor frelses skyld,
vi beder dig: Herre, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os!

Præsten:
Kristus, vor broder i himlen,
du, som har givet os del i livets sejr over døden,
vi beder dig: Kristus, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os!

Præsten:
Herre, du, som sidder ved Faderens højre hånd
og går i forbøn for os,
vi beder dig: Herre, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os! Amen.

Præsten:
Barmhjertige Gud, du kender vore hemmelige tanker, og det inderste i vore ord og gerninger er ikke skjult for dig.
Vi bekender, at vi har syndet imod dig og ikke er værd at kaldes dine børn, men uden dig kan vi ikke leve.
Derfor beder vi dig: Kast os ikke bort fra dit ansigt, og tag ikke din Helligånd fra os. Du, som tager imod syndere, tag imod os.


Billedmeditation 1 (Se nedenfor)
3. station: Simon af Kyrene hjælper Jesus
(Mark 15,20-21)

Salme: Hil dig, Frelser og Forsoner - 192

Billedmeditation 2 (Se nedenfor)
4. station: Jesus trøster Jerusalems kvinder
(Luk 23,27-28)

Salme: Aldrig er jeg uden våde – 644

Evangelielæsning Mark 9, 14-24
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«
Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«
Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.
Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«

Prædiken (Se nedenfor)

Salme: Vi rækker vore hænder frem – 367

Kirkebøn
Gud, vi beder dig, fordi vi ikke kan andet:
Hjælp os til at indse, at vort liv er i dine hænder - at du kan det, vi ikke kan selv.
Giv os din tro, Gud, når vor egen ikke slår til.
Lær os at være åbne for dig, så vi kan høre, når du taler til os, og føle din kærlighed varme i os.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Brug os, Gud, i dit evige skaberværk, til at sprede tro, håb og kærlighed ud i verden.
Send os ud i verden og lad os tænde lys, hvor der er mørke.
Brug os til at give modløse mod, håbløse håb, livløse liv - og give sørgende trøst, syge lindring og døende håb om evigt liv hos dig.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Tal dit ord til små og til de mennesker, vi kalder store.
Giv styrke til de svage - og til dem, der har magt til at tage beslutninger på andres vegne.
Giv din kirke liv, Gud - så vi kan leve i den og gå ud i verden med dit glade budskab.
Og hør os et øjeblik, når vi hver for sig i stilhed lægger det frem for dig, som vort hjerte er fyldt med.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Fadervor

Velsignelsen

Meddelelser

Salme: Herre, jeg vil gerne takke – 697

_____

Meditationer til 2. søndag i fasten

3. station: Simon fra Kyrene hjælper Jesus med at bære korset
Læsning: Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. Mark 15,20-21

Meditation
Du kom bare forbi, Simon af Kyrene!
Om du havde stået og set på afstand, ved jeg ikke,
men pludselig blev du viklet ind i en masseprocession
med soldater og kommandoråb!
Men mod magthavernes terror formår ingen at slippe,
heller ikke du slap fri.
Kristi kors måtte du bære,
helt uskyldig blev du korsbærer for Kristus.
Mon det var af medlidenhed,
soldaterne tog korset fra Kristus
og lagde det på dine skuldre?
Jeg tror det ikke. Det var bare hård business!
Det gik simpelthen for langsomt med Kristus.
De skulle jo have overstået korsfæstelsen inden mørkets frembrud.
Kristus slæbte sig af sted,
og plaget og pisket gik hans korsvandring i stå.
Så kom du helt tilfældigt forbi,
og blev et tvungent offer, som ikke kunne sige fra,
ikke stille noget op mod soldaternes magtudøvelse.

Sært nok, Simon af Kyrene,
er du klar over, at du reddede livet ved at bære Kristi kors?
Mon du fatter højden og dybden og bredden af den handling?
Hvis du havde nægtet, tror jeg, du var blevet slået ihjel,
som et tilfældigt menneske, der ikke vil makke ret.
Men tvunget af omstændighederne måtte du bære korset til Golgata.

Hvilken lykke, Simon!
For Kristus bar du korset helt bogstaveligt.
Om det fik nogen betydning for dig senere, ved jeg ikke.
Men jeg ved, at apostlen Paulus kendte din søn, Rufus,
og kaldte ham ”den udvalgte i Herren”.
Så måske ved du, at Kristus i ånden i dag siger til os:
”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv
og daglig tage sit kors op og følge mig!”
At det ikke er Kristi kors, men vort eget, vi skal bære,
og det er så rigeligt endda, selv om det er en helt anden situation end din dengang.
Vort eget kors
- er det ikke de snærende bånd,
alt det, vi helst vil undgå, døden ikke mindst
- er det ikke de mennesker, der altid er i vejen,
eller det, der forhindrer os i at udvikle os selv,
for at vi kan få et lykkeligt liv?
Hvis vi ikke tager vort eget kors op og ansvaret for vort eget liv,
vil det få store og ulykkelige konsekvenser for andre mennesker!
Har jeg ret?
Du nikker, Simon!


4. station: Jesus trøster Jerusalems kvinder
Læsning: En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! Luk 23,27-28

Meditation
Jerusalem, dit liv er i fare!
Splittet er du i had og hævn og misundelse.
Tredelt er du mellem grædemur, kirketårn og kuppelmoske.

Hvor er den menneskelighed, som du skulle bære i dit hjerte.
Uden erkendelse af skyld og medansvar ser det sort ud for dig, Jerusalem.
Dine kvinder græder over Jesus,
men til hvad nytte?
Er det blot for at dække over det ansvar for jeres egne børn,
som de med dig, Jerusalem, ikke tør tage.
Hvad er det dog for en dæmonisk ånd, som råder i dig,
og som dine børn får med sig med modermælken.
Sandt er Jesus’ opfordring: Græd over dig selv og dine børn.
Hvordan kan du svigte dine børn i kærlighedens tjeneste,
hvordan kan du se dine børn vansmægte i et samfund,
som opfordrer til hævn.
Køreplan for fred, siger du. Det lyder interessant.
Viljen ser Vorherre på, som man siger.
Så hvor er der vilje, er der vej, ikke sandt!
Eller er det for optimistisk!

Over dig, Jerusalem, er himlen mørk af røgen
fra afbrændte huse, udbrændte busser,
og af blodet, der råber til himlen.

Græd, Jerusalem, græd over dig selv og dine børn.
Du har meget at indhente,
så der er brug for dine tårer,
både ved grædemuren, i kirkerne og moskeen.


Prædiken til 2. søndag i fasten – DR-Kirken
Ved Susanne Fabritius de Tengnagel

Når jeg hører beretningerne i Bibelen om Jesus, der helbreder et menneske fra en sygdom, tænker jeg med taknemmelighed: Gud ske lov, at Gud har øje for hvert eneste menneske.

Hvilken lykke, at kristendommens hovedperson, Jesus Kristus, med sig selv, sine ord og gerninger, sin død og opstandelse giver mig et sådan kærlighedsbillede af Gud som den, der har kærlighed til det enkelte menneske.

Med alle de store problemer, der er opstået i forbindelse med afbildning af profeten Mohammed og for muslimer en forhånelse af deres allerhelligste profet, står vi kristne i en helt anden situation i vores forhold til Jesus.
Vi kan sige: Det var Gud, der begyndte at afbillede sig selv. Det står for Guds egen regning, hvilket billede han har givet af sig selv i mennesket Jesus Kristus.

Der vil nok være nogen iblandt os, som ikke synes, det er nok forholde sig til det billede, Bibelen giver af Jesus, når Bibelen ikke kan danne grundlag for en videnskabelig analyse om sandheden om Jesus.
Og det er selvfølgelig kristendommens svaghed ikke at kunne bevise hverken Guds eksistens eller bevise, at Jesus er Guds billede; eller som apostlen Paulus skriver om Jesus i sit brev til menigheden i Kolossa: ”Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus. For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod.”

Som jeg har det i dag, og om jeg brugte mit hoved og min sunde fornuft til at modsige og modbevise, vil jeg ikke selv kunne komme på et bedre og mere hengivent og kærlighedsfuldt billede af Gud end det, Bibelen lægger frem for os.
Til trods for, at den tanke og tvivl da også dukker op i mig fra tid til anden og overmander mig med spørgsmålet: Er det virkelig sandt, at Jesus er Guds udtrykte billede af sig selv, og det billede, som Gud ønsker at give af sig selv til mennesket?

Jesus standsede altid op, hvor andre gik forbi. Jesus gik til syge spedalske, som råber om hjælp. Andre mennesker turde ikke røre ved dem i den tro, at de straks blev smittet, og de spedalske blev samlet i lejre, så de raske vidste, hvor de havde dem. Jesus gik til den lamme mand, som i 38 år havde ligget ved en hellig dam. Bethesda Dam havde det ry, at når vandet pludselig kom i bevægelse ville den første, som kom ned i vandet, blive rask af hvilken sygdom han eller hun end led af. Men det siger jo sig selv, at et menneske, der er lam, aldrig vil være den første i dammen, hvis ingen hjalp ham. Jesus er den første, som ser den lamme, som den han er. Jesus ser igennem fingre med, om manden skulle have begået en eller anden synd, som sygdommen var en straf for. Jesus ser manden og gør ham rask, selv om han ikke har bedt Jesus om det. Det lå måske helt uden for hans fantasi, at hans tilværelse kunne blive anderledes.

Og så hører vi om, at Jesus mødte en stor flok mennesker, som var fulde af smerte og fortvivlelse, og ikke mindst en far til en syg dreng. De havde håbet, at Jesus’ disciple kunne drive den onde ånd ud af drengen, så han kunne blive rask, men de kunne ikke. Og jeg tror, at de alle ellers havde regnet med, at disciplene havde tro nok, som kunne fjerne sygdomsbjerget i drengen.

I dag ville man nok stille den diagnose på drengen, at han led af epilepsi i svær grad. Men for 2000 år siden var man helt sikker på, at en ond ånd herskede i drengen. Og man var sikkert også overbevist om, at det enten var drengens egen skyld eller hans fars skyld ellers farfars skyld, at han var så syg, og at han selv måtte bære den skyld. Sygdom blev opfattet som straf for onde handlinger.
Og mon ikke vi kan finde den samme ubarmhjertige opfattelse hos os i dag. Den er ikke sådan at få udryddet.

Vi bliver i hvert fald dag ud og dag ind advaret mod en usund levevis, som kan betyde, at vi bliver syge og kan risikere at dø, og det er så vores egen skyld.
Vi må hverken ryge eller rejse eller drikke, men skal jogge rundt i skoven mindst en halv time hver dag. Hvis vi overholder disse bud, vil vi mindske risikoen for at få kræft eller anden dødelig sygdom. Men lader vi hånt om budene, så ligger vi, som vi har redt. Sygdommen, hvis den rammer os, er straffen for et usundt liv.

Der er en vis lethed i vores omgang med livet på den måde. Selv om det er dybt alvorligt med alt det, som kan ramme vores sundhed og gøre livet smertefuldt, så er vi gode til at glemme eller fortrænge, at vi er dødelige. Og det kors, vi bærer på, er ikke at vi skal dø, men tolkes som snærende bånd, der hindrer os i at gøre, hvad vi vil og forhindrer os i at udvikle os selv, så vi kan få et lykkeligt liv.

Vi burde engang imellem se os selv lidt mere i et historisk perspektiv og måske få smilet frem og være taknemmelige for det liv, vi har.

I år er det Renæssanceår, som fejres mange steder i landet. Renæssancetiden i Danmark fra 1500 til 1650 var en tid med opdagelser og analyser af universet og i menneskelegemet. Naturvidenskaben blomstrede op på en helt anden måde, end man havde set før. Og vi har til fulde stadigvæk gavn af den udvikling, som blev sat i gang, ikke mindst inden for lægevidenskaben og helbredelse af sygdomme.
Der kom nye tider for kirkelivet, så man ikke længere på ugudelig vis kunne købe sig en plads i himlen, selv om det var det bedste sted at være, for pesten hærgede, så folk døde som fluer. Og mottoet for den tid var: Husk, du skal dø! – på latin hedder det: Memento Mori.

Tænk, at man i en tid, hvor gennemsnitsalderen var 30 år, gjorde meget ud af at minde hinanden om, at livet var forgængeligt. Det var vigtigt for Renæssancemennesket at have sit forhold til Gud i orden. Det var vigtigt, at man inden sin død, ja at man på sit dødsleje, hvis det var muligt, nåede at bekende sin synder og modtage syndsforladelse.

Det er den omvendte verden med os i dag. Nu lever vi med en gennemsnitsalder på o. 77 år, mod 43 år for befolkningen i Afghanistan, og der arbejdes hårdt på at finde ud af, hvordan vi kan forlænge livet.
Talen om synd og forholdet til Gud, tør vi så ikke tale for højt om til andre, selv om det kan være det, der i virkeligheden plager os allermest. For er der en nådig Gud for mig! Og hvis vi ikke taler højt om det eller i det mindste ikke taler med præsten om det, får vi ikke bekræftende svar, og livet kan ende så mistrøstigt.

Hvad med troen? – Er den en mulighed for livsforlængelse.
Troen er jo oppe i tiden. Jo mere tro, jo bedre liv. Kan det passe?
Hvad med den stakkels fars tro?

Der er et pudsigt replikskifte mellem faderen og Jesus, som giver udtryk for, at faderen misforstår Jesus, og som mange efter ham har knækket både nakken og troen på.

Faderen, som ikke kender Jesus, siger: ”Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.”Jesus sagde til ham: ”Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.” Straks råbte drengens far: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”
Faderen troede, at det var hans egen tro, som kunne helbrede sønnen. Det var det, han troede, Jesus sagde.
Men det var det ikke. Så stor en belastning lægger Jesus ikke på vores skuldre, at vores tro skal kunne helbrede vore børn eller os selv. Tænk, hvis vi ind imellem tvivlede, hvad jeg nok vil mene kan hænde for enhver. Ville det så være vores egen skyld, at vi ikke blev helbredt?
Jesus ved, at menneskets tro er vakkelvoren og tvivlsom, ja, til tider vantro.
Når Jesus så siger: ”Alt er muligt for den, der tror”, så er det ham selv, han taler om, og ikke faderen, og hans tro. Og så ser sagen heldigvis helt anderledes ud. Så har vi fået en tro, vi kan bygge vort liv på, også når det hele ramler om ørerne på os. Vi har Jesus’ tro at have tillid til, ikke vores egen, heldigvis. Amen.