DR Kirken faste- og korsvejsgudsteneste 5. Marts 2006 - DR1 kl.14.00

ved sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel

Præludium: Jesu, dine dybe vunder

Velkomst

Salme: Se, vi går op til Jerusalem - 172

Kyrie
Præsten:
Herre Jesus, Guds Søn,
du, som blev menneske for vor frelses skyld,
vi beder dig: Herre, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os!

Præsten:
Kristus, vor broder i himlen,
du, som har givet os del i livets sejr over døden,
vi beder dig: Kristus, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os!

Præsten:
Herre, du, som sidder ved Faderens højre hånd
og går i forbøn for os,
vi beder dig: Herre, forbarm dig!

Menighed:
Forbarm dig over os! Amen.

Præsten:
Barmhjertige Gud, du kender vore hemmelige tanker, og det inderste i vore ord og gerninger er ikke skjult for dig.
Vi bekender, at vi har syndet imod dig og ikke er værd at kaldes dine børn, men uden dig kan vi ikke leve.
Derfor beder vi dig: Kast os ikke bort fra dit ansigt, og tag ikke din Helligånd fra os. Du, som tager imod syndere, tag imod os.

Billedmeditation 1 (se nedenfor)
1. station: Jesus bliver dømt til døden
(Matt 27,22-26)

Salme: Rettens spir det alt er brækket - 187

Billedmeditation 2 (se nedenfor)
2. station: Jesus modtager korset
(Joh 19,16-17)

Salme: Se, hvor nu Jesus træder – 176 v.1-7

Evangelielæsning Luk 22,24-32

Prædiken (se nedenfor)

Salme: Vi rækker vore hænder frem – 367

Kirkebøn
Herre, vor Gud, vi lægger denne dag i dine hænder.
Vær med alle, der lider nød, vær med dem, der må flygte fra krig og undertrykkelse.
Vær med dem, der forfølges på grund af hudfarve, køn og tro.
Vær med dem, der bliver misbrugt og mishandlet,
dem, der lider under tortur.
Derom beder vi.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn: - 419
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Vær med din kirke ud over jorden og os i den.
Lad enheden blandt det kristne folk styrkes og være til velsignelse for alle, der lider nød.
Styrk os i troen på, at det aldrig er forgæves at forkynde dit ord, så det kan være det lys for mennesker, der lever i mørke og dødens skygge.
Derom beder vi.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Vær med din Ånd til stede, hvor mennesker er kaldet eller valgt til at bestemme for andre, for dem der styrer og regerer vort land.
Hjælp os alle at leve vort liv i ansvarlighed og i trofasthed.
Og hør os et øjeblik, når vi hver for sig i stilhed lægger det frem for dig, som vort hjerte er fyldt med.

O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

Fadervor

Velsignelsen

Meddelelser

Salme: Herre, du vandrer forsoningens vej – 613

----------------------------------------------

Meditationer til 1. søndag i fasten

1. station: Jesus bliver dømt til døden
Læsning: Pilatus spurgte dem: ”Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?” De sagde alle: Han skal korsfæstes!” Han spurgte: ”Hvad ondt har han da gjort?” Men de råbte blot endnu højere: ”Han skal korsfæstes!” Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: »Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.« Matt 27,22-24.


Meditation
Pilatus, Pilatus, se, hvad du gør!
du løber fra dit ansvar.
Du vasker dine hænder!
Uskyldig, siger du! Du!
Du, som lige har sagt, at du ikke finder Jesus skyldig i noget.
Du, som har magt til at sætte folk i rette og på plads,
må da også være mand for en sølle uro blandt folket.

Herre Gud da! Er du så svagt et menneske,
handlingslammet og konfliktsky - ude af stand til at stå ved dine ord.
Du, som handler på kejserens vegne, burde vide bedre.
Hvordan kan du få dig selv til at lytte til gadens parlament.
Det plejer der ikke at komme noget godt ud af.
Det kan ikke være folkets sag, hvilken dom Jesus skal dømmes med.
Du ved ligeså godt som jeg, at det aldrig vil gå godt.
Det er for farligt, Pilatus, at overlade Jesus til folket.
Den ene dag råber folket: Hosianna, hil dig, vor konge!
Den anden dag vil de af med ham, fordi han ikke lever op til deres forventninger om,
hvad en konge og hersker skal være i deres øjne.

Pilatus, du er en klog mand,
hold dig til din første dom, at Jesus er uskyldig,
og handl derefter!
Vis du er en mand og ikke en ussel svækling!
gør dig ikke skyldig i Jesus’ død!

Hvad siger du? Jeg kan sagtens, siger du.
Jeg kan sagtens stå på afstand og dømme din svaghed, siger du!
Om jeg vil være i dit sted, Pilatus!
Nej tak!


2. station: Jesus modtager korset
Læsning: Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata. Joh 19,16-17

Meditation
Nu begynder din vandring, Jesus,
ad smerternes gade, Via Dolorosa!
Solen er ellers stået op, det er morgen, Jesus,
fuglene kvidrer, blomsterne åbner deres blade mod sollyset.
Livet bryder frem, og ingen skabning kender dagens slutning.
Livet går sin vante gang, som om intet er hændt.
Men du kender dagen helt til ende, Jesus,
en lang dag venter dig, og du ved det.
En lang og mørk dag trods en solrig morgenstund.
Ak, hvilken dom, hvilken skæbne!
Og vi ved det godt, alt for godt,
at Pilatus ikke kunne have forhindret din smertens vej!
Du har selv forudsagt den, mange gange har du talt om denne dag,
men ingen fattede alvoren i din forudsigelse,
ikke engang dine nære disciple fattede den.
At det skulle komme så vidt, at du skulle bære dit kors til Golgata!
Hvilken dom, hvilken skæbne!
Ved du, hvor du går hen, Jesus?
Til Hovedskalsstedet!
Og er du klar over, at du er på vej ud
til den offentlige begravelsesplads for forbrydere,
som ikke får deres egen grav.
Hovedskalsstedet er en massegrav, Jesus!

Se, hvordan folk flokkes på vejen.
Et mylder af mennesker vil se dig bære dit kors!
Men ingen tør træde i dit sted, Jesus!
Ingen tilbyder dig at bære dit kors.
Det hviskes i krogene, der sladres om dig i mørket:
Det er jo nok din egen skyld!
Hvilken elendighed, hvilken smerte må du ikke bære
hele vejen ad smerternes gade – Via Dolorosa!



Prædiken til 1. søndag i fasten

Indledning til DVD: 0:00 - 0:57

Vi skal se os lidt omkring i dag – ikke inden for Danmarks grænser, men udenfor. Min prædiken begynder med filmbilleder fra en indisk kristen menighed, som holder gudstjeneste. En ung dansk mand, som hedder Anders, går i en kirke i byen Vellore i provinsen Tamil Nadu i det sydøstlige del af Indien. Filmen er lavet for Folkekirkens Nødhjælp i forbindelse med Sogneindsamlingen i dag.
___

Der er altså kristne andre steder i verden end i Danmark.
Og der er kirkegængere andre steder end i Danmark,
som hører det samme budskab som vi gør om Guds nåde mod os,
om Jesus, som påtog sig en tjeners skikkelse,
Og der er mennesker andre steder i verden, som også hører budskabet til trøst og fred og glæde, og som påvirkes af det ikke kun for deres egen skyld, men også for medmenneskets skyld, om at vi skal udvise kærlighed mod vor næste.

Hvordan kærlighed, kunne man så spørge?
Er det som manden i Benny Andersens digt ”Godhed”?
En mand vil så gerne være god, men han er for genert til at være det, når andre ser på det.
Når han står foran spejlet helt alene og breder armene ud og øver sig i at være god, så går det rigtig godt.
Han er bedst, når han er helt alene.
Og jeg tror, alle kan trække på smilebåndet af det, og jeg tror, at de fleste af os godt ved, at manden har ret. Det med at være god, det vil vi så gerne, ingen tvivl om det, men det er bedst alene, eller skulle man sige: Det er nemmest at være god alene.
Når det andet menneske kommer i vejen, kan der pludselig være så mange undskyldninger, og det bliver jo så besværligt. Jeg har ikke tid. En anden gang! Jeg er lige i færd med at hyppe mine kartofler.
Går vi uden for i det offentlige rum og breder vores arme ud mod andre mennesker, så tror jeg, vi kan forandre verden en lille smule, og vi selv kan blive forandret. Og det er måske det sværeste.
For tænk, om vi kom til at ændre mening om de andre og den anden, vi ikke kender og derfor kan være lidt bange for.
Hvis vi prøvede at efterleve Benny Andersens gode mand, som han står og breder armene ud og gik vores medmenneske i møde på den måde, så har vi ikke noget forsvarsværn, hvis den fremmede skulle have onde hensigter. Vi kunne også risikere, at den fremmede også bredte armene ud og omfavnede os.

Selvfølgelig er det muligt at holde vores religion inde bag vores private fire vægge, så den ikke får indflydelse på vores måde at tænke og leve på ude i det offentlige rum, men så er det for mig at se ikke kristendom, der tales om. For kristendommens budskab rækker altid ud af mod det andet menneske, i fællesskab, i ærligt møde med den anden, i tillid til den anden. Og centrum er ikke mig og dig og vi to, men Gud og dig og mig. Enhver af os kommer altid i tredje række i en kristen forståelse af det at være menneske i forhold til Gud og vores medmennesker.

Det var en særlig stærk oplevelse for mig, da jeg første gang så den film, vi ser nogle klip af i dag.. Jeg som borger i et af verdens økonomisk rigeste lande hører det samme evangelium som de indiske borgere, hvis økonomiske velstand er meget, meget ringe. Kirkegængere i Danmark og kirkegængere i Indien er pludselig i samme båd.
Fælles er vi i glæden over Guds kærlighed til os, og fælles er vi om at tage ansvar for vore handlinger, brede armene ud i det i offentlige rum og forkynde for alle, at Jesus gør en altafgørende forskel i menneskers liv. Og vi er kaldede til som kirke over landegrænserne at bane vejen for denne forskel: Lindre menneskers sorg og smerte, mætte de sultne, hjælpe de nødlidende, tage os af fattige og og syge, de fremmede og faderløse.
Eller som profeten Esajas skriver om det at faste: Så siger Herren: "Den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg;"

I det offentlige indiske rum har demokratiet i det store og hele fungeret, siden landet blev uafhængigt i 1947. Men ikke alle er lige i det indiske demokrati. 25% af de indiske borgere er stadigvæk undertrykt af det hinduistiske, religiøse system, det såkaldte kastesystem. Og selv om den indiske grundlov har forbudt dette i over 50 år, tilskyndet til det af den store statsmand Ghandi, så er det tankevækkende, at religionen har stor indflydelse i det offentlige rum.
Man fødes ind i en kaste. Der er ingen muligheder for at forlade den eller for at slutte sig til den.
De kasteløse lever under apartheid-lignende forhold, hvor de diskrimineres på næsten alle områder. Kasteløse må ikke spise sammen med folk fra en højere kaste eller bruge den samme brønd.

Jeg vil vove den påstand, at der i Danmark ikke er 25% af indbyggerne, som er undertrykt, sådan som de kasteløse i Indien. Vi har en tro på, at hvis vi vil, kan vi hjælpe de svageste i samfundet til at få det bedre. Vi skal i hvert fald prøve og anstrenge os for det. Medmenneskeligheden og respekten for det enkelte menneske har indtil i dag været et godt varemærke, om jeg så må sige.
Vores høje skatteprocent giver penge i den fælles kasse, så alle uden undtagelse kan få lægehjælp og gratis behandling på sygehuset. Og jeg tror, de fleste af os vil sige: Det manglede da bare!

En af kristentroens kerneydelser at for mig at kunne hjælpe mennesker i nød. Og det kan vi ikke altid i vores private hjem, men må tage det offentlige rum i brug til det til fælles bedste for os alle.
Det er at brede favnen ud og kunne rumme andre end os selv.
Og for mig er det et konkret billede på den tjenerstatus, som Jesus påtog sig, og som han befaler, vi skal ligne. Og det er ikke for at vi skal gøre os fortjente til at stige de guddommelige grader. For de findes slet ikke i Guds rige. Men kunne det tænkes, at vi bare var lidt taknemmelige for det liv, vi har fået givet, så vi havde lidt glæde tilovers til andre?

Indledning til DVD 4:07 – 5:11
Vi skal igen deltage i den indiske gudstjeneste og høre sidste del af præstens prædiken.

--------------
Evangeliet om at tjene, at dele og om at være solidarisk!

Jeg har læst om, at vores meget respektfulde og jordnære Dronning Ingrid, dronning Margrethes mor, ønskede en bestemt bibeltekst læst ved sin begravelse. Mens konger og dronninger og prinser og prinsesser og mange andre fornemme og magtfulde folk fra Danmark, Europa, ja hele verden fulgte med i begravelseshandlingen, fortalte præsten, kongelig konfessionarius Christian Thodberg, at Dronning Ingrid havde bestemt, at han skulle slutte sin tale over hende med evangeliet, vi hører i dag, om at tjene, om at dele og om at være solidarisk.

Jesus kalder os til dette, en slags programerklæring for det liv, vi som kirke og enkeltpersoner skal leve. Jeg ved godt, jeg ikke når langt med en sådan erklæring overfor Gud, men mon ikke det er værd at prøve at efterleve den for andres skyld?

Sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel, 2006